Sydjysk medaljehåb udgår af para-OL inden han overhovedet har været i aktion
Sygdom til hesten Jolene har medført, at dressurrytter Tobias Thorning Jørgensen har måttet trække sig fra konkurrencerne ved de paralympiske lege, inden han overhovedet har været i aktion.
Dressurrytteren Tobias Thorning Jørgensen fra Hejls syd for Kolding kommer ikke i aktion ved de paralympiske lege i Paris.
Årsagen til at den sydjyske rytter må trække sig skal findes hos hans hest, Jolene, der har fået transportsyge. Det bekræfter Tobias Thornings mor og groom, Line Thorning Jørgensen, over for TV SYD.
- Tobias er virkelig ked af det og selvfølgelig rigtig skuffet, men han elsker den hest overalt på jorden, og derfor er det dens ve og vel der kommer i første række, siger hun.
Ekstra hest er ingen redning
Line Thorning Jørgensen, der selv tidligere har deltaget ved de paralympiske lege som dressurrytter, fortæller at Jolene skal have medicinsk behandling fra en dyrlæge, hvilket betyder at den ikke må konkurrere ved legene.
- Det er desværre bare den slags ting, der sker engang imellem. Vi har gjort alt for at forberede os bedst muligt, og så er det simpelthen bare rent og skær uheld, der nu rammer, siger hun.
Udover Jolene har Tobias Thorning også en ekstra hest med til Paris, men det er ikke noget, der kan redde hans deltagelse.
For mens det under OL er muligt at udskifte en hest helt frem mod konkurrencestart, er reglerne anderledes til PL. IPC’s regler dikterer, at en konkurrencehest til PL ikke må udskiftes.
Selvom de paralympiske lege for Tobias Thornings vedkommende nu er ovre inden de overhovedet kom i gang, så fortæller hans mor, at de agter at blive i Paris for at heppe på og støtte de øvrige danske atleter.