Spæk fra hval i Kolding Fjord er kendt for at give dårlig mave
Den hval, der lige nu ligger i Kolding Fjord, er af arten nordlig døgling - på grønlandsk anarnaq - hvilket betyder "den der giver afføring".
Siden mandag har der ligget en sjælden næbhval af arten nordlig døgling på lavt vand i Kolding Fjord.
Oprindeligt troede man, at hvalen var strandet, men det viste sig i løbet af tirsdagen, at det ikke var tilfældet.
Charlotte Bie Thøstesen, der er museumsinspektør ved Fiskeri- og Søfartsmuseet, fortæller til TV SYD, at den i løbet af tirsdagen har ligget på vand, der var dybt nok, til at den selv kunne svømme væk, hvis den ville.
Hval giver dårlig mave
Den nordlige døgling hedder på grønlandsk anarnaq, hvilket direkte oversat betyder "den der giver afføring".
Og det er der en helt speciel grund til, siger hvalekspert, Carl Kinze.
- Det er simpelthen fordi, at spækket - og måske også lidt kødet - nærmest virker som afføringsmiddel, siger han.
Kan være syg
Hvorfor en næbhval, der normalt er at finde i oceaner, hvor vandet er betydeligt dybere, nu er i Kolding Fjord, er altså fortsat en gåde.
Noget tyder dog på, at næbhvalen ikke har det godt.
- Hvalen ligger meget på siden og retter kun op, når den skal have luft, og derfor kan det godt tyde på, at næbhvalen er syg, siger museumsinspektøren til TV SYD.
Gåden kan dog heller ikke bare lige opklares. For at blive klogere på, hvorfor hvalen ligger inde i Kolding Fjord, og umiddelbart ikke selv gør noget for at komme ud, selvom den godt kan, kan først findes ved en eventuel obduktion.
Den opgave overgår til Naturstyrelsen, hvis hvalen går hen og dør.
- Så finder vi en slæbebåd, der kan hive den ind og op på land, og så vil vi enten obducere den på stedet eller transportere den væk, siger Inken Breum Larsen, der er skovridder ved Naturstyrelsen.
Sjældent fund
Ifølge et kort, der er lavet af hvaler.dk, er næbhvalen i Kolding nummer 36 af sin slags, der er observeret i og omkring Danmark, siden 1634.