Juledag meldte han Vardes borgmester og to viceborgmestre til politiet. Som selvbestaltet vagthund holder 67-årige Tommy Søndergaard øje med, om tingene går rigtigt til i det offentlige.
- Sidste sommer fandt jeg ud af, at Vardes 2. viceborgmester fik 76.000 kroner ekstra for at vikariere for borgmesteren i fire uger. Dem bør han betale tilbage, for det var ulovligt at udbetale de penge, siger Tommy Søndergaard.
”Studehandel”
Ifølge Tommy Søndergaard blev der lavet en studehandel mellem borgmester Mads Sørensen (V), 1. viceborgmester Søren Laulund og 2. viceborgmester Steen Holm Iversen (K).
- Man må først må konstituere sig på den måde, hvis en borgmester er væk i mindst to måneder, og så skal det vedtages i byrådet, siger Tommy Søndergaard.
Allerede i juli 2024 klagede han til ankenævnet over vederlag, der i en årrække var givet til byrådsmedlemmer i Varde Kommune.
- Det er beløb for over én million kroner, som selvfølgelig bør tilbagebetales. Jeg er træt af at vente på styrelsens afgørelse, så jeg har meldt dele af klagen til politiet for at bryde dødvandet, siger Tommy Søndergaard.
- Har fulgt vejledningen
Steen Holm Iversen (K) mener ikke, at han har gjort noget forkert.
- Som kommunens egen redegørelse siger, så har jeg fulgt vejledningen fra to af kommunens direktører, som siger, at aftalen var ok. Vi politikere er afhængige af den vejledning, vi får fra embedsværket. Men luften har været tyk af beskyldninger. Derfor hilser jeg anmeldelsen velkommen, så de rette myndigheder kan afdække forløbet, siger Steen Holm Iversen.
Hverken Mads Sørensen eller Søren Laulund ønsker at udtale sig om anmeldelsen. I december meddelte Mads Sørensen, at han forlader byrådet efter næste valg. Han har afvist, at det skulle have noget med vederlagssagen at gøre.
Fyret som kommunal chef
Frem til 2002 underviste Tommy Søndergaard i forvaltningsret og var personalechef i Varde Kommune, før han blev fyret uden pension. Årsagen var, at han udgav et personaleblad og skrev om en stor lønforhøjelse til en anden chef.
To år senere vandt han en erstatningssag og beholdt pensionen. Derefter har han været fabriksarbejder. Han afviser, at han blev vagthund for at hævne sig over fyringen.
- Jeg interesserer mig bare for de ting, og det tænder mig, når jeg støder på frås og ulovligheder i det offentlige. Det støder virkelig min retfærdighedssans. Så jeg holder øje med de ting, det er en slags hobby for mig, siger Tommy Søndergaard.