Shipping-direktør: Fornuften sejrer på havnen
Virksomhederne på Kolding Havn er glade for, at planerne om at lukke havnen om 25 år er droppet.
At den politiske aftale om at nedlægge Kolding erhvervshavn om 25 år ikke længere er gældende, vækker glæde hos virksomhederne på Kolding Havn.
- Det er pragtfuldt. Vi er meget lykkelige for det, der er sket de seneste par dage, siger Peter Grau, direktør i Grau Shipping.
Modellen i Kolding ville nedlægge al industri på havnen, men det har Peter Grau ikke været tilhænger af.
- Jeg tror, at fornuften altid sejrer - det gælder både befolkning, brugere, kunder og politikere. Jeg var sikker på, at det nok skulle komme på et tidspunkt, siger Peter Grau, der altid har været for en både-og-løsning med både erhverv og boliger på havnen.
- Ingen af os kan stoppe udviklingen på havnen og i byen, og det ønsker vi selvfølgelig heller ikke, siger han.
Politisk mavefornemmelse ikke nok
Den 14. november 2018 gav samtlige partier i byrådet håndslag på at nedlægge Kolding erhvervshavn og udlægge området til boliger og rekreative områder senest i år 2043.
Mandag meddelte Enhedslisten, SF og løsgænger Hanne Dam så, at de ikke længere kunne støtte aftalen om at nedlægge havnen, og tirsdag fulgte de fire socialdemokratiske medlemmer af byrådet trop med beskeden om, at hele processen er nødt til at gå om.
Ligesom Peter Grau glæder det også direktør Ole Hjaltelin, at erhvervshavnen ikke uden videre bliver sløjfet.
- Vi glæder os over, at det ikke var nogen succes at lave så stor en kommunal beslutning på en politisk mavefornemmelse, siger Ole Hjaltelin, Hjaltelin ApS, til TV SYD.
Havnedirektør: Plads til både by og havn
Det kom som et chok for havnedirektør Anders Vangsbjerg Sørensen, da byrådet for et år siden fremlagde havneplanen, der skulle fjerne al erhverv om senest 25 år.
- Jeg er knapt så chokeret i dag. Jeg synes, det har været en forventelig udvikling, når mange blev opmærksomme på, hvor stort og komplekst det er at lukke en havn og bygge en by på 5-600.000 kvadratmeter, siger han.
Havnedirektøren hilser derfor dagens nyhed velkommen og forestiller sig, at der kommer en ny havneplan, der gør plads til både erhverv og boliger på arealerne.
- Der er ingen tvivl om, at havneselskaberne og jeg som havnedirektør er indstillet på, at man ikke kan drive havn i bunden af en fjord på uændrede betingelser fremover. Vi skal give plads til byen, og byen skal give plads til havnen, mener han.