Seest Bageri vinder Danmarks bedste romkugle
Claus Toft Hansen er indehaver af Seest Bageri i Kolding, og hans romkugle har netop fået titlen som Danmarks bedste romkugle.
Det er fire år siden, landets bedste romkugle sidst er blevet kåret på madmessen Foodexpo i Herning, men i dag skulle slaget stå mellem 34 bagere fra hele landet, der stillede op med hver sin romkugle.
Claus Toft Hansen, der er indehaver af Seest Bageri i Kolding, kan nu kalde sig opfinderen af Danmarks bedste romkugle anno 2022.
Jeg har selv stået og nørdet med sammensætningen, men mine dygtige medarbejdere har lavet råvarerne, så prisen er også en kæmpe cadeau til dem
Claus Toft Hansen, indehaver af Seest Bageri
I 2018 stillede han også op i konkurrencen, hvor han endte på en tredjeplads.
- Siden sidste konkurrence har jeg udviklet opskriften på romkuglen, så den nu er blevet endnu bedre. Men jeg havde alligevel ikke turde drømme om en sejr, siger en stolt bager efter sejren.
Hård konkurrence
En fagjury bestående af professionelle fagfolk og udvalgte bloggere skulle ud fra alle de indsendte romkugler udvælge de ti romkugleforslag, som gik videre til finalen, hvor 270 besøgende på messen kunne smage og stemme på deres favorit-romkugle.
- Det var et mega stærkt felt, vi var oppe imod. Da tredje- og andenpladsen blev råbt op, gippede det virkeligt i mig, for jeg er et kæmpe konkurrencemenneske, og jeg ville så gerne vinde, men alle var vildt dygtige, så det var uventet, siger han.
Claus Toft Hansen har videreudviklet den romkugle, han fik en tredjeplads med i 2018, så den nu har fået tilføjet dobbelt saltkaramel og dobbelt belgisk chokolade.
- Jeg har selv stået og nørdet med sammensætningen, men mine dygtige medarbejdere har lavet råvarerne, så prisen er også en kæmpe cadeau til dem, fortæller han.
Tusindvis af romkugler på vej over disken
Fra torsdag morgen klokken 6 er det muligt for kagesultne at købe de nykårede romkugler i Seest Bageri i Kolding og i SuperBrugsen Bramdrupdam.
- Vi laver 1000 romkugler til hver butik fra torsdag morgen til og med søndag, men det er meget vigtigt for os at holde den høje kvalitet, så vi må se, om vi løbende skal justere antallet, siger Claus Toft Hansen.
En præmis for at deltage i Foodexpo konkurrencen var, at romkuglen endnu ikke måtte have set dagens lys i bagerbutikkerne rundt om i landet. Derfor glæder Claus Toft Hansen sig til, at den skal ud i butikkerne og smages af en masse kageglade mennesker.