Retssag om kartofler på Sønderjyske Motorvej afgøres i 2025

Video: TV2
Af Ritzau
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Retssag om kartofler aflæsset på Sønderjyske Motorvej afgøres først i 2025

Der kommer til at gå næsten to år, fra der sidste sommer blev aflæsset flere ton kartofler på Sønderjyske Motorvej ved Kolding og på Storebæltsbroen ved Nyborg, før der afsiges dom i sagen.

Retten i Svendborg oplyser til Ritzau, at sagen er berammet til seks dage næste år. Første retsdag er 17. marts, og den sidste er 30. april.

Fire mænd er tiltalt i sagen, der tog sin begyndelse i de spæde timer af 1. juni 2023, hvor "adskillige ton" kartofler ifølge anklagemyndigheden blev læsset af på Sønderjyske Motorvej.

Afgrøden endte midt på vejbanen nær Skærup Rasteplads omkring klokken 04.30 denne tirsdag morgen.

Det var mørkt, og sigtbarheden var lav, hvilket skabte fare for kollision, beskadigelser, ødelæggelser og glatte vejtilstande, fremgår det af anklageskriftet.

Derfor blev vognbanerne helt eller delvist spærret i "en ikke ubetydelig periode", mens et større oprydningsarbejde pågik, står der.

Og ikke længe efter - cirka klokken 06.30 - skete det samme på Storebæltsbroen.

På Fynske Motorvej ved Nyborg blev der aflæsset og spredt adskillige ton kartofler på længere strækninger af den vestgående del af motorvejen, og nogle af kartoflerne fløj ifølge anklagemyndigheden også over på den østgående del af motorvejen, hvor de ligeledes skabte problemer.

En vagtchef hos Fyns Politi kaldte det "en meget, meget farlig situation".

Handlingerne var en protestaktion, og den fandt sted samme dag, som Folketinget vedtog et lovforslag, der indfases fra 1. januar 2025 og pålægger lastbiler en kilometerafgift.

Det har forsvareren for den lastbilchauffør, som aflæssede de mange ton på broen, tidligere bekræftet.

- Det, der går min klient på, er, at det er så svært for politikerne at forstå, at den del af vognmandsbranchen, der har med landbrug og fiskeri at gøre, som han repræsenterer, bliver særligt ramt af den nye lovgivning, sagde advokat Troels Maglegaard, der er forsvarer for chaufføren, til TV Syd i juni 2023.

Den pågældende chauffør, som i dag er 58 år, har tidligere erkendt, at det var en bevidst handling, han foretog. Han ønskede også, at pressen fik lov at overvære grundlovsforhøret, hvor han blev krævet varetægtsfængslet.

Det afviste dommeren dog.

Manden endte med at sidde fængslet i 11 dage i forbindelse med sagen.

Det fremgår af anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i, at anklagemyndigheden ved Fyns Politi går efter fængsels- og bødestraf.

Ifølge anklagemyndigheden blev handlingerne begået efter forudgående aftale og i fælles forståelse mellem de fire mænd.

Det var ifølge anklagemyndigheden blandt andet hærværk af betydelig og organiseret karakter, grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden, forsætlig skadeforvoldelse på andres person eller formue samt medvirken til forstyrrelse af motorkøretøjers drift og sikkerhed for færdsel på offentlige veje.

Mændene er foruden straffeloven også tiltalt for brud på færdselsloven, miljøbeskyttelsesloven og naturbeskyttelsesloven.

Forbrydelserne blev ifølge anklagemyndigheden begået i forening med en femte mand, men hans sag behandles særskilt. Den yngste af de fire er i dag 20 år, mens den ældste er 58.

Det står ikke klart, hvem der kræves idømt hvad, eller hvordan de fire forholder sig til anklagerne i dag.

Tre borgmestre i brev til forsvarsminister - ønsker én afgørende ændring

Elektriker Thomas Høvring fra firmaet BR-EL i Varde kan fremover få masser af arbejde på de to kaserner i nærområdet - hvis forsvarsministeren lytter til de tre borgmestres ønske Foto: Finn Grahndin
Udgivet

143 milliarder kroner over de næste ti år skal investeres i det danske forsvar. Det betyder mange penge til renovering og nybyggerier. Men tre borgmestre frygter, at udbuddene bliver så store, at små og mellemstore lokale virksomheder ikke kan være med.

Man kan næsten høre hans grublerier i det lille rum, hvor det automatiske lys skal styres fra. Fungerer forbindelserne mon?

Thomas Høvring er elektriker. En ud af 35 ansatte i firmaet BR-EL i Varde. Et af de mindre firmaer, der gerne vil løse opgaver for Forsvaret. Især med de to kaserner, der ligger lige i nærheden i Oksbøl og Varde.

Men som så mange andre virksomheder af denne størrelse, kan det knibe med at gabe over de udbud, der kommer fra Forsvaret.

- Vi har tidligere hentet et udbud hjem for at byde ind på en opgave, men vi måtte indse, at vores virksomhed simpelthen ikke er stor nok. Vi kunne ikke magte opgaven, siger ejer af BR-EL, elinstallatør Bjørn Kaldahl Rasmussen.

Bjørn Kaldahl Rasmussen håber, at hans firma BR-EL fremover vil kunne byde ind på Forsvarets entrepriser, men det kræver en afgørende ændring. Foto: Finn Grahndin

Opgaver ryger forbi

Snart må han se endnu flere opgaver ryge forbi hans firma. For de politiske partier bag forsvarsforliget har besluttet at investere hele 143 milliarder - vi gentager ordet milliarder - i Forsvaret. Det vil betyde en række opgaver med at renovere og bygge nyt. Men han frygter, at udbuddene bliver så store, at kun de store virksomheder kan byde ind på dem.

- Det ville da ellers være rart, hvis nogle af de investeringer kunne havne lokalt og måske endda herovre i "det mørke Jylland", siger han med et smil.

Eller som tre borgmestre skriver i et bekymringsbrev til forsvarsminister Troels Lund Poulsen:

Desværre kan det ofte være problematisk for mindre, lokale virksomheder at hitte rede i renoverings- og byggeopgaverne, der ofte overstiger, hvad en enkelt håndværksvirksomhed kan magte.

Tre borgmestre skriver i et bekymringsbrev

Borgmester i Varde, Mads Sørensen, vil have ændret spillereglerne for de små og mellemstore virksomheder. Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Mindre bør være med

Det er borgmestre, der alle tre har kaserner i deres kommuner og derfor er særligt interesserede i, at udbuddene kan være slugbare for lokale virksomheder. Mads Skau fra Haderslev, Christian Bro fra Fredericia og Mads Sørensen fra Varde.

- Vi håber med bekymringsbrevet, at forsvarsministeren vil se på den erhvervsstruktur, vi har, med rigtigt mange små og mellemstore virksomhedere og lytte til vores ønske om, at de burde kunne deltage i udbuddene, siger Varde-borgmesteren.

Troels Lund Poulsen skal nu tage stilling til, om han vil gøre det nemmere for de små og mellemstore virksomheder at deltage i Forsvarets udbud for de kommende store investeringer Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Nyt på vej

Han glæder sig over de store investeringer, der er på vej. Ligesom hans borgmesterkollegaer gør.

- Det er jo åbenlyst, at vi skal have gjort noget ved nogle af vores kaserner, og samtidig har forsvarsforliget åbnet op for flere værnepligtige, og det kalder jo på flere eller større indkvarteringsmuligheder, og vi har jo også i støbeskeen flere indkøb af materiel, som kræver bygninger, siger Mads Sørensen.

Det gælder således Haderslev, der får overført nogle af de nuværende Piranha V-køretøjer fra Hærens 1. Brigade.

Forsvarsforliget betyder, at værnepligtsperioden bliver på 11 måneder, og at der årligt være op til 7.500 værnepligtige fordelt på både Forsvaret og Beredskabsstyrelsen.

Bekymringsbrevet fra de tre borgmestre

Til Forsvarsminister Troels Lund Poulsen, Folketingets Forsvarsudvalg og Folketingets Erhvervsudvalg

Husk de lokale virksomheder, når forsvarets etablissementer skal renoveres

Landets kaserner, flådestationer og flyvestationer er en vigtig del af fundamentet for et stærkt og attraktivt forsvar, som skal være med til at løse mange af de store forsvars- og sikkerhedsmæssige udfordringer, som Danmark står over for. Det er derfor også glædeligt, at forsvarsforligskredsen har besluttet at afsætte betydelige økonomiske midler til renovering og modernisering af den nedslidte bygningsmasse.

Desværre kan det ofte være problematisk for mindre, lokale virksomheder at hitte rede i renoverings- og byggeopgaverne, der ofte overstiger, hvad en enkelt håndværksvirksomhed kan magte. Det betyder, at Forsvarets udbudsproces ofte er til de større virksomheders fordel – på bekostning af de lokale tømrere, malere og murere rundt omkring i de mange garnisonskommuner.

Vi er opmærksomme på, at Forsvaret har en positiv tilgang til problemstillingen, som de er opmærksomme på. Og vi ved også, at der ikke er tale om en sort/hvid situation, da der er adskillige eksempler på lokale håndværksfirmaer, der arbejder med opgaver for Forsvaret, og i øvrigt er utrolig stolte af det betroede ansvar.

Men det er ikke tilstrækkeligt, og derfor gør vi med denne henvendelse opmærksom på, at der fortsat er behov for at justere på udbudsregler og rammeaftaler, således, at konkurrencen om at vinde et udbud bliver mere fair.

Aftale om dansk forsvar og sikkerhed 2024 – 2033 anfører at de øgede investeringer inden for forsvarsområdet skal komme hele det danske samfund til gavn, også lokalt, bl.a. ved at undersøge mulighederne for lokale udbud i hele landet. Laver man udbud, der er delt op i fx fagentrepriser i stedet for at udbyde i totalentrepriser, kan den lokale tømrer eller maler måske i højere grad se ideen i at byde ind.

Tilsvarende kan lokale rammeaftaler gøre det enklere og dermed mere attraktivt for lokale virksomheder at samarbejde med forsvaret på lokalt niveau. Vi skal derfor opfordre til at der skabes flere lokale udbud og rammeaftaler, hvor såvel store som små virksomheder kan byde ind. Herved sikres der en fair konkurrence og en større sikkerhed for at skatteborgerne får mest for pengene.

Derudover er små lokale udbud, hvor også lokale virksomheder kan være med, med til at styrke lokalområderne og sikre, at der også fremover er job og lærepladser i lokalområderne. Større frihed til ledelsen på de enkelte kaserner, flådestationer og flyvestationer til at lave mindre udbud og indgå lokale rammeaftaler vurderes også at kunne bidrage til et højere tempo i vedligeholdelsen, renoveringen og udbygningen af infrastrukturen på forsvarets tjenestesteder.

Med venlig hilsen Mads Skau, borgmester i Haderslev kommune, Christian Bro, borgmester i Fredericia kommune og Mads Sørensen, borgmester i Varde Kommune

Chefkonsulent i SMV Danmark, Niklas Winther, peger på, at det kan resultere i flere lokale arbejdspladser, hvis man laver udbuddene mindre og mere "spiselige" for de små og mellemstore virksomheder

Bedre konkurrence

I organisationen SMV Danmark, der arbejder for at forbedre de små og mellemstore virksomheders muligheder, forstår man godt de tre borgmestres bekymring.

- Hvis flere entrepriser bliver udført i kommuner som for eksempel Haderslev, Fredericia og Varde, vil det betyde flere lokale arbejdspladser og flere lærepladser, som vi jo kommer til at mangle flere af. Det vil også betyde et øget skattegrundlag for kommunerne, siger chefkonsulent i SMV Danmark, Niklas Winther.

Han mener, at de store udbud simpelthen udelukker de små og mellemstore virksomheder på forhånd, hvis man ikke indretter entrepriserne bedre.

- Det handler ikke om, at de skal vinde for enhver pris, men at de skal kunne deltage i konkurrencen om entrepriserne, siger han.

Nu håber de tre borgmestre blot, at forsvarsminister Troels Lund Poulsen læser deres bekymringsbrev med interesse og opfylder deres ønsker - og ikke skyder dem ned i stedet.

Danmark åbner PL i kørestolsrugby med et nederlag

Kaare Momme Nielsen fra Fredericia i kampens hede. Foto: Rula Rouhana/Reuters/Ritzau Scanpix
Udgivet

Det blev ikke til dansk sejr i landsholdets første kamp i kørestolsrugby ved de Paralympiske Lege i Paris.

Danmark blev slået 53-51 af de franske værter.

Med på det danske hold er Kaare Momme Nielsen fra Fredericia og Jakob Mortensen fra Vejle. De spiller begge til dagligt for Aarhus Burnouts.

Opgøret åbnede intenst og jævnbyrdigt, men efter en helt lige første periode var det franskmændene, der fik en smule overtag.

Danskerne var hele tiden lidt efter, og trods en tæt afslutning, hvor det ellers lykkedes Danmark at stjæle bolden og skabe spænding, var det værterne, der trak det længste strå.

Med nederlaget ser det allerede nu svært ud for dansk avancement fra gruppen.

Ud over Frankrig indeholder Danmarks gruppe Australien og Storbritannien, der er forsvarende paralympisk mester. Nummer et og to i gruppen går videre.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her

Nødvendige cookies

Disse cookies er essentielle for at vores hjemmeside fungerer korrekt. De sikrer grundlæggende funktioner. Uden disse cookies ville siden ikke kunne fungere optimalt.

Navn Udbyder
CookieConsent tvsyd.dk
__whplayCrate tvsyd.dk
__whseenVerticalVideosCrate tvsyd.dk
frequencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyLastVisitV2 tvsyd.dk
visitHistoryFrequencyV2 tvsyd.dk
visitedPagesV2 tvsyd.dk

Funktionelle cookies

Funktionelle cookies giver os mulighed for at huske dine præferencer og forbedre din brugeroplevelse. Disse cookies er ikke strengt nødvendige, men de gør din oplevelse mere personlig og problemfri.

Navn Udbyder
JSESSIONID LinkedIn
LAST_RESULT_ENTRY_KEY YouTube
bcookie LinkedIn
bscookie LinkedIn
csrftoken instagram.com
csrftoken instagram.com
lang LinkedIn
lang LinkedIn
li_gc LinkedIn
lidc LinkedIn
tableau_locale public.tableau.com
tableau_public_negotiated_locale public.tableau.com

Præference-cookies

Præference-cookies husker dine valg, så vi kan tilpasse hjemmesiden efter dine behov. Disse cookies sikrer, at du får en mere personlig oplevelse ved hvert besøg.

Navn Udbyder
NID Google

Statistikcookies

Statistikcookies hjælper os med at forstå, hvordan vores hjemmeside bliver brugt, så vi kan forbedre den. Vi forsøger at minimere brugen af eksterne tjenester og sikrer, at dine data anonymiseres så vidt muligt.

Navn Udbyder
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb_expires Chartbeat
Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref_expires Chartbeat
_cbt Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2_expires Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4_expires Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp_expires Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3_expires Chartbeat
ebx_webtag_ Echobox
userId tvsyd.dk

Markedsføringscookies

Vi anvender ikke selv markedsføringscookies, men vi har valgt at kategorisere en række cookies, som eksterne partnere sætter, som netop markedsføringscookies for at gøre dig som bruger opmærksomme på dem. Vi anvender kun eksternt indhold når det er vores vurdering, at det løfter kvaliteten af vores journalistik eller at det er bydende nødvendigt.

Navn Udbyder
sp_landing spotify.com
sp_t spotify.com