Retssag om kartofler på Sønderjyske Motorvej afgøres i 2025
Retssag om kartofler aflæsset på Sønderjyske Motorvej afgøres først i 2025
Der kommer til at gå næsten to år, fra der sidste sommer blev aflæsset flere ton kartofler på Sønderjyske Motorvej ved Kolding og på Storebæltsbroen ved Nyborg, før der afsiges dom i sagen.
Retten i Svendborg oplyser til Ritzau, at sagen er berammet til seks dage næste år. Første retsdag er 17. marts, og den sidste er 30. april.
Fire mænd er tiltalt i sagen, der tog sin begyndelse i de spæde timer af 1. juni 2023, hvor "adskillige ton" kartofler ifølge anklagemyndigheden blev læsset af på Sønderjyske Motorvej.
Afgrøden endte midt på vejbanen nær Skærup Rasteplads omkring klokken 04.30 denne tirsdag morgen.
Det var mørkt, og sigtbarheden var lav, hvilket skabte fare for kollision, beskadigelser, ødelæggelser og glatte vejtilstande, fremgår det af anklageskriftet.
Derfor blev vognbanerne helt eller delvist spærret i "en ikke ubetydelig periode", mens et større oprydningsarbejde pågik, står der.
Og ikke længe efter - cirka klokken 06.30 - skete det samme på Storebæltsbroen.
På Fynske Motorvej ved Nyborg blev der aflæsset og spredt adskillige ton kartofler på længere strækninger af den vestgående del af motorvejen, og nogle af kartoflerne fløj ifølge anklagemyndigheden også over på den østgående del af motorvejen, hvor de ligeledes skabte problemer.
En vagtchef hos Fyns Politi kaldte det "en meget, meget farlig situation".
Handlingerne var en protestaktion, og den fandt sted samme dag, som Folketinget vedtog et lovforslag, der indfases fra 1. januar 2025 og pålægger lastbiler en kilometerafgift.
Det har forsvareren for den lastbilchauffør, som aflæssede de mange ton på broen, tidligere bekræftet.
- Det, der går min klient på, er, at det er så svært for politikerne at forstå, at den del af vognmandsbranchen, der har med landbrug og fiskeri at gøre, som han repræsenterer, bliver særligt ramt af den nye lovgivning, sagde advokat Troels Maglegaard, der er forsvarer for chaufføren, til TV Syd i juni 2023.
Den pågældende chauffør, som i dag er 58 år, har tidligere erkendt, at det var en bevidst handling, han foretog. Han ønskede også, at pressen fik lov at overvære grundlovsforhøret, hvor han blev krævet varetægtsfængslet.
Det afviste dommeren dog.
Manden endte med at sidde fængslet i 11 dage i forbindelse med sagen.
Det fremgår af anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i, at anklagemyndigheden ved Fyns Politi går efter fængsels- og bødestraf.
Ifølge anklagemyndigheden blev handlingerne begået efter forudgående aftale og i fælles forståelse mellem de fire mænd.
Det var ifølge anklagemyndigheden blandt andet hærværk af betydelig og organiseret karakter, grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden, forsætlig skadeforvoldelse på andres person eller formue samt medvirken til forstyrrelse af motorkøretøjers drift og sikkerhed for færdsel på offentlige veje.
Mændene er foruden straffeloven også tiltalt for brud på færdselsloven, miljøbeskyttelsesloven og naturbeskyttelsesloven.
Forbrydelserne blev ifølge anklagemyndigheden begået i forening med en femte mand, men hans sag behandles særskilt. Den yngste af de fire er i dag 20 år, mens den ældste er 58.
Det står ikke klart, hvem der kræves idømt hvad, eller hvordan de fire forholder sig til anklagerne i dag.