Regler presser lastbilerne væk fra rastepladser og ind i industrikvarterer
De seneste ti år er der kommet ti procent flere lastbiler på vejene, og det giver trængsel på rastepladserne.
Så ville jeg køre ind i et industrikvarter.
John Fischer, chauffør
Hen på aftenen er der godt fyldt op med lastbiler på rastepladsen Hylkedal Øst ved Kolding. Ifølge Kim Hansen, der driver rastepladsen, kan der være så fyldt, at det er så godt som umuligt for lastbilchaufførerne at finde et sted at parkere, så de kan overholde køre- og hviletidsbestemmelserne.
- Det er sgu svært. I hvert fald skal der være et sted, de kan holde. De her pladser er jo beregnet til køre- og hviletid og ikke andet, og når de skal holde så længe, så skal de jo have et sted, hvor de kan komme ud af lastbilerne, siger Kim Hansen.
Det er ikke kun lidt uden for Kolding, at chaufførerne oplever problemer. Ifølge lastbilchaufførerne, som TV SYD mødte på rastepladsen ved Hylkedal, så er der for få steder, de kan parkere.
- Herfra og op til Aarhus der kan det være svært at finde pladser, for de er altid godt fyldt op, siger Ivar Kobborg, der er chauffør og kommer fra Odense.
Sidste år ændrede regeringen reglerne for lastbilparkering. Derfor må lastbilerne i dag kun holde i 25 timer på rastepladserne langs motorvejene. Derudover blev bødetaksterne sat op i januar, så det koster 2.000 kroner at overtræde parkeringsreglerne og 3.000 kroner at parkere på til- og frakørslerne.
Hvis nu du ikke kunne finde en parkeringsplads på en rasteplads, hvor ville du så køre hen?
- Så ville jeg køre ind i et industrikvarter, siger chaufføren John Fischer.
Presser dem ud i industrikvarterer
Det er ikke en kommunal opgave at sørge for parkeringspladser til chauffører.
Peter Sørensen (S), borgmester, Horsens Kommune
Derfor ser flere lastbilchauffører sig nødsagede til at finde alternative steder at parkere, når de skal have de lovpligtige hvil. For eksempel i Horsens oplever de, at mange lastbilchauffører parkerer i kommunens industrikvarterer.
- Det er ikke en kommunal opgave at sørge for parkeringspladser til chauffører, og den reelle udfordring er, at der mangler parkeringspladser ude på motorvejene. Det er en opgave, som branchen skal være med til at løse. Det gør en lang række virksomheder allerede, men vi skal have de sidste med. Vi skal jo ikke have chaufførerne til at holde i 50-60 timer i industriområdet, det generer jo alle i området, siger Peter Sørensen (S), der er borgmester i Horsens Kommune.
I Horsens har man efter reglerne trådte i kraft ansat to ekstra parkeringskontrollører udelukkende til at kontrollere lastbiler.
- Vi er begyndt at lave systematisk kontrol i vores industrikvarter og andre områder, hvor lastbilerne opholder sig i langt større udstrækning, end man gjorde før, man fik de her regler, siger Peter Sørensen.
Han uddyber, at man udover udgifter til ekstra kontrolarbejde også bruger flere penge på at rydde op efter chaufførerne.
Kender til problemer
Også hos ITD, Brancheorganisation for den danske vejgodstransport, kender man til problemet. Her er forklaringen, at der er kommet mere trafik.
- Helt grundlæggende er der ikke kapacitet nok på rastepladserne. De seneste år har vi udvidet vejnettet, og der er kommet mere trafik på vejene, men antallet af rastepladser er ikke fulgt med den udvikling, siger Jørn-Henrik Carstens, politisk chef.
- Det bliver nødt til at være en fælles løsning. Som jeg ser det, er rastepladser en del infrastrukturen, og transportvirksomhederne betaler jo vejafgifter og så videre, fortsætter han. Han afviser dog, at Brancheorganisationen selv kan løse problemet.
- Vi kan kun gøre opmærksom på udfordringerne, og hvor problemerne er, men vi kan jo ikke gå ind og bygge rastepladser, altså jeg kan simpelthen ikke se modellen, afslutter Jørn-Henrik Carstens.
Hele vejen rundt anerkender man, at der er et problem, og at der mangler parkeringspladser. Blandt chaufførerne oplever de, at der er bedre hjælp at hente, når de kommer længere mod syd.
- I Tyskland, Frankrig, Belgien og Holland er der så meget politi ude på motorvejen, at man sagtens kan få fat i dem, hvis man ikke kan finde en plads inden for sin køretid. Så fortælle de en, hvor man kan køre hen, og giver lov til det, fortæller John Fischer.