Ordfører vil have svar efter mistanke om bestillingsopgaver
Politiet har fornyligt anholdt to svenske mænd på 16 og 17 år efter to skudepisoder i henholdsvis København og Kolding.
I den forbindelse fortalte politiinspektørren Torben Svarrer fra National enhed for Særlig Kriminalitet torsdag om, hvordan unge svenskere hyres af kriminelle til at udføre det beskidte arbejde.
Nu træder også SF's retsordfører, Karina Lorentzen fra Kolding, ind i debatten.
- Det er uhyggeligt, at vi ser en rekruttering af svenske kriminelle, og det skal stoppes. Det er utroligt fejt at bestille unge til at udføre det grove arbejde, og jeg mener, det skal straffes meget hårdt, lyder det i en pressemeddelelse.
Udover det mener retsordføreren også at vedkommende som bestiller den kriminelle handling, skal straffes mindst lige så hårdt, som den der udfører handlingen.
Politi kommer ikke ind på, om der rent faktisk er en sammenhæng mellem den organiserede kriminalitet i Sverige og skudepisoden i Kolding onsdag og København torsdag.