Nanna nyder at være i mandspræget kloakbranche: - Der er ikke så meget pis
Der er suverænt flest mænd i kloakbranchen. Men så er der 26-årige Nanna Larsen. Hun er vant til at arbejde i et mandsdomineret fag og holder af mændenes ofte meget direkte facon.
Det er vist de færreste af os - hvad enten vi er mænd eller kvinder - der forventer at se en kvinde, når vi ringer efter assistance, hvis kloakken har brug for et eftersyn.
Men i Kolding-området er det faktisk en mulighed. For her arbejder 26-årige Nanna Larsen fra Christiansfeld som tv-operatør hos kloak- og industriservicevirksomheden Norva 24.
Jeg har altid godt kunne lide at være i et mandefag, hvor en spade er en spade, og man ikke behøver pakke alting ind, når man siger noget til hinanden – der er ikke så meget pis.
Nanna Larsen, Christiansfeld
At kloakbranchen mest er præget af mænd er også tilfældet hos Norva i Kolding. Her skal Nanna Larsen helt ind på kontoret for at finde en kvindelig kollega. Men ifølge Nanna har det sine fordele at arbejde blandt mænd.
- Jeg har altid godt kunne lide at være i et mandefag, hvor en spade er en spade, og man ikke behøver at pakke alting ind, når man siger noget til hinanden – der er ikke så meget pis. Hvis man dummer sig, får man det at vide, og hvis jeg er utilfreds med chefen, så får han det at vide. Sådan foretrækker jeg det, siger Nanna Larsen.
Kvinder er velkomne
Ifølge statistikken er der ikke meget, der tyder på, at kloakfaget er ved at blive overtaget af kvinderne. De seneste tal fra Danmarks Statistik er fra 2019. Her var der lidt under 2.000 medarbejdere i kloak- og rensningsanlægsbranchen. De 308 af dem var kvinder.
Kvinder i kloakbranchen | ||

År | Kvinder | Mænd |
2019 | 308 | 1670 |
2015 | 350 | 1553 |
2010 | 384 | 1913 |
Spørger man i foreningen Danske Kloakmestre står døren helt åben, hvis der skulle være kvinder, der har lyst til et arbejdsliv i branchen.
- Det handler jo om, man kan lide det, man går og laver. Om det så er kvinder eller mænd, der gør det, betyder mindre for mig. Der er faktisk stor mangel på især rørlæggere for tiden, så vi er sådan set klar til at tage imod al den arbejdskraft, vi kan få, lyder det fra Mikael Skov, der er formand for Danske Kloakmestre.
Kvinder mangler kloakinteresse
Ifølge Mikael Skov er der dog ikke meget, der tyder på, at de mange mænd i kloakfaget får selskab af kvindelige kolleger i skurvognene fremover.
- Jeg tror ikke, der er så mange kvinder, der har interesse for at arbejde i branchen. Men det vil ikke genere mig, at der kommer flere kvinder ind på for eksempel byggepladser og andre steder, hvor vi arbejder. Det kan sikkert være en fordel, hvis fordelingen mellem kvinder og mænd var lidt mere lige - også i vores branche, siger kloakmesterformanden.
Klar til at blive beskidt
Nanna Larsen sætter stor pris på sin arbejde som tv-operatør, og selvom det i bogstavelig forstand kan være et beskidt arbejde, kan hun sagtens forestille sig, at flere kvinder ville få det godt med et arbejde i kloakbranchen.
– Mange lader sig nok skræmme af det beskidte arbejde og den direkte omgangstone, men jeg tror faktisk, at masser af kvinder godt kan lide, at man siger tingene, som de er. Samtidig er det et virkelig udfordrende arbejde, hvor dagene ikke er ens – du ved aldrig, hvad du kommer ud til, og det er fedt, siger Nanna Larsen.