Når sommerens kriser rammer, står Vamdrup-flyver klar
Danish Air Transport er en del af evakueringsflyveruterne i Sydeuropa i disse dage - og har reserveret en flyvemaskine til at løse presserende dag-til-dag-opgaver.
Denne sommer byder mange steder på ekstreme forhold og temperaturer noget over, hvad der kan beskrives som en behagelig charter-varme.
Man skal for eksempel ikke bruge mange minutter på internettet, inden man støder på historier om hagl på størrelse med tennisbolde i Italien eller skovbrande på de græske øer Rhodos og Korfu, i Portugal, Kroatien og så fremdeles.
Det har for fleres vedkommende erstattet den planlagte hjemrejse med tidlige afgange med evakueringsfly. Det er til dels også tilfældet for det lokale flyselskab, Danish Air Transport (DAT), som har base i Vamdrup.
En opgave som alle andre
DAT har denne sommer sat et fly af til at varetage såkaldte dag-til-dag ACMI-flyvninger for charterselskaber, der skal have hjælp indenfor en kort tidsramme, og selskabet har således allerede gennemført en evakueringsflyvning fra Rhodos til Amsterdam for et hollandsk charterselskab.
Hvad betyder ACMI?
ACMI-flyvning, eller ACMI Leasing, er en leasing-aftale mellem to flyselskaber, hvor udlejeren stiller flyvemaskine og besætning til rådighed, samtidig med at udlejeren sikrer vedligeholdelse og forsikring for flyvningerne imod betaling.
ACMI leasing benyttes ofte, når der er behov for ekstra kapacitet med kort varsel.
- Det er en opgave som alle andre for os. Vi er heldige, at det foregår i Europa, for det er endda lidt lettere - rent operativt - end de opgaver, vi havde i Kabul og Islamabad, siger Jesper Rungholm, der er direktør for Danish Air Transport.
En del af DATs kerne
Når Jesper Rungholm kan kalde det "en opgave som alle andre", så handler det også om, at dét med at hjælpe til, hvor der er behov for det, er en del af DATs kerne-DNA.
Flyselskabet har af flere omgange været på pletten, når tingene spidsede til - blandt andet i august, for cirka to år siden, hvor en række danskere skulle evakueres fra Islamabad i Pakistan og Kabul i Afghanistan, som Jesper Rungholm også henviser til. Dengang var det DATs røde MD-83er, der stod klar til at hjælpe.
Det er dog ikke bare flyselskabet, men også selskabets besætning der står klar, når der er brug for dem.
Således fortæller Jesper Rungholm eksempelvis om en flykaptajn, der sejlede retur fra en ferie på en lystbåd for at hjælpe til med presserende flyvninger.
- Vores medarbejdere stiller op, når det skærper til. Dem, som ikke har den indstilling, er rejst videre, fortæller Jesper Rungholm.