Mary fejrer rund fødselsdag med udstilling i Kolding
Koldinghus danner rammen om udstillingen ’Mary og Kronprinsesserne’
Kronprinsesse Mary fylder rundt til februar. I den anledning deltager hun mandag den 31. januar, når udstillingen "Mary og Kronprinsesserne" åbner på Koldinghus. Det oplyser kongehuset på sin hjemmeside.
Særudstillingen tegner et portræt af kronprinsessen og hendes fire forgængere i Glücksborg-slægtens historie. Den sætter fokus på den opgave og de muligheder, der ligger i at være kronprinsesse, hvilket hun også selv forholder sig til.
- Som kronprinsesse stilles man over for den udfordring at skulle indtage en helt central plads i et fremmed land. Man skal tilegne sig et nyt sprog og en ny kultur, mens mange øjne hviler på én. Der er en stærk følelse af, at der er meget at leve op til, men der er også store muligheder for selv at forme sin rolle, siger Kronprinsesse Mary i forbindelse med udstillingen.
De besøgende vil blandt andet kunne opleve det berømte rubinsæt og den blå kjole og hårbøjle, som kronprinsessen bar ved Prins Christians dåb i 2006. Desuden bidrager hun med sine egne fotografier fra rejser, familieliv og opgaver som protektor.
Taffel med kniv og gaffel
"Mary og Kronprinsesserne" markerer, at Kronprinsesse Mary fylder 50 år lørdag den 5. februar, og det er langt fra det eneste arrangement i dén anledning.
Kongehuset oplyser, at Maryfonden inviterer sit netværk til et særligt arrangement, ligesom Nationalmuseet på Frederiksborg Slot åbner en udstilling specifikt om Kronprinsesse Marys første 50 år.
Desuden er der, traditionen tro, gallataffel for kronprinsessen på Rosenborg Slot dagen før den runde dag.
Kongernes samling
Det er på ingen måde tilfældigt, at Kolding skal huse "Mary og Kronprinsesserne". Koldinghus blev grundlagt midt i 1200-tallet som et kongeslot, og slottet huser i forvejen en del af "Kongernes Samling", der tidligere hed "De danske kongers kronologiske samling".
Formålet med "Kongernes Samling" er at fortælle Danmarks historie belyst ud fra kongerne. Også Rosenborg Slot og Christian 8.'s Palæ på Amalienborg huser dele af samlingen.