Kongehusets skatte på vej til Koldinghus
Koldinghus bliver fra nytår en del af Kongernes Samling sammen med Rosenborg Slot og Amalienborgmuseet.
Koldinghus bliver det tredje slot, hvor kongehusets rigdomme og effekter bliver udstillet på linje med Kongernes Samling på Rosenborg og Amalienborg.
Det er med stor begejstring, at Kongernes Samlings direktør Thomas C. Thulstrup ser frem til at skulle overtage driften af Koldinghus og glad for den tillid, som både Kolding Kommune og Staten, der ejer slottet, udviser Kongernes Samling.
- Med en afdeling i Kolding fra 1. januar 2021 bliver Kongernes Samling en national kulturinstitution, som rækker ud til hele Danmarks befolkning, og der kan dermed skabes en øget synlighed omkring den kongelige kulturhistorie i andre dele af landet end i hovedstaden. På Koldinghus får Kongernes Samling mulighed for at vise mange af samlingens kulturskatte frem i nye sammenhænge, der kan fortsætte den gode udvikling, som Koldinghus har været inde i de seneste år som vartegn for Kolding og som centralt nationalt monument på linje med Rosenborg Slot og Amalienborg, siger Thomas C. Thulstrup.
Sikring af fremtiden
- Det er en fremtidssikring af både Koldinghus og det nye Museum Kolding, som vi har arbejdet på længe. Det vil øge den den nationale fokus på kongeslottet Koldinghus og give både mere plads og mærksomhed til den lokale historie i regi af nydannelsen Museum Kolding, siger Nanna Ebert, der nu i et år har været konstitueret direktør for Koldinghus.
Hun forbliver i spidsen for Koldinghus til fusionen med Kongernes Samling er en realitet til nytår.
Vores i forvejen store publikum vil desuden kunne glæde sig til endnu flere spektakulære kongelige udstillinger, når vi kan trække på de mange skatte i Kongernes Samling.
Nanna Ebert, konstitueret direktør,, Koldinghus
Koldinghus vil fortsat være åben for borgerne i Kolding og holde julemarkeder og øvrige folkelige arrangementer som hidtil.
- Vores i forvejen store publikum vil desuden kunne glæde sig til endnu flere spektakulære kongelige udstillinger, når vi kan trække på de mange skatte i Kongernes Samling, siger Nanna Ebert.
Kongernes Samling, der er et selvejende museum, har i dag to afdelinger: Rosenborg Slot og Amalienborg-museet.
Det tidligere kongeslot Koldinghus bliver dermed Kongernes Samlings afdeling Jylland og vil fremover bidrage til, at historien om de danske konger og dronninger og baggrunden for vores nuværende monarki formidles til alle danskere.
Dermed kommer det 750 år gamle kongeslot i Kolding atter under ledelse af Thomas C. Thulstrup, der er direktør for Kongernes samling, hvad han blev, da han forlod chefstillingen på Koldinghus i 2018 efter fem år.
Store planer for Museum Kolding
Museum Kolding vil fortsat være en selvejende institution og et statsanerkendt museum med ansvar for kommunens lokalhistorie, dansk sølv og samarbejde med Statens Kunstfond om udstilling af smykkesamlingen.
Kolding Kommunes politiske ambition er at samle en række kulturhistoriske aktører, så det nye Museum Kolding fusionerer med det nuværende formidlingscenter i UNESCO-byen Christiansfeld og det kommende oplevelsescenter på Skamlingsbanken, som åbner i foråret 2021.
Kongernes Samlings overtagelse af driften af Koldinghus vil både styrke os som national og international kulturattraktion og være med til at brande Kolding Kommune.
Jørn Pedersen, borgmester, (V), Kolding
- Kongernes Samlings overtagelse af driften af Koldinghus vil både styrke os som national og international kulturattraktion og være med til at brande Kolding Kommune. Lige så vigtigt er kommunens ønske om at udbrede formidlingen af den unikke historie, Kolding Kommune rummer. Visionen for det nye lokalhistoriske kraftcenter er derfor, at vi imødekommer borgernes behov og ønsker til fortællingen om dem selv, deres historie, deres by og kommune på en tidssvarende og relevant måde, siger borgmester Jørn Pedersen, (V).
Alle de nuværende ansatte på Koldinghus er sikret fortsat ansættelse - enten på slottet eller ved den nye enhed Museum Kolding.