Krisemøde efter brud på bredt havneforlig
Det største forlig i Koldings historie er brudt, og byrådet skal derfor lægge nye planer for Kolding Havns fremtid.
I hvilket omfang Kolding Erhvervshavn skal udvikles til et område med boliger, erhverv og rekreative formål, skal Kolding Byråd nu til at blive enige om. Igen.
Der var rigtig mange faktorer, vi ikke havde med i regnestykket, da vi indgik aftalen.
Benny Dall, gruppefmd., Enhedslisten, Kolding Byråd
Alle gruppeformændene for byrådets seks partier var onsdag formiddag samlet til et krisemøde på Kolding Rådhus. Her skulle de drøfte og diskutere forholdene, efter at Enhedslisten, SF og løsgænger Hanne Dam mandag forlod et historisk bredt havneforlig, som partierne indgik for et år siden.
De to venstrefløjspartier og Hanne Dam kan ikke længere stå inde for nedlæggelsen af havnen, da det blandt andet kommer til at gå ud over virksomhederne.
- Vi har trukket os fra aftalen, fordi vi faktisk mener, at den var uholdbar aftale. Der var rigtig mange faktorer, vi ikke havde med i regnestykket, da vi indgik aftalen, siger Benny Dall, der er gruppeformand og byrådsmedlem for Enhedslisten.
Mere sammenhæng mellem havn og by
Tvivlen har fået de to venstrefløjspartier til at komme med et nyt udspil. Det er, hvad Kolding Byråd den næste tid skal finde fast fodfæste i. Grundlæggende er alle partierne enige om, at der skal skabes mere sammenhæng mellem havn og by.
- Som udgangspunktet er nu, er vi enige om at arbejde på at få by og havn koblet bedre sammen, siger Poul Erik Jensen, der gruppeformand og byrådsmedlem for Socialdemokratiet.
- Vi heldigvis stadig enige om, at visionen er, at vi skal have bundet by og havneområderne bedre sammen. Det er grundforudsætningen, siger Koldings borgmester Jørn Pedersen (V).
Dog mener borgmesteren, at de i byrådet skal blive langt bedre til at kommunikere både internt og eksternt.
- Det, vi har lært, er, at vi skal snakke mere sammen i de seks partier. Men vi skal også snakke mere sammen med hele Kolding.