Krisecenter ønskede støtte til at fortsætte succesfuld behandling - nu får de del i SSA-midler
Kolding Krisecenters tilbud 'Sig det til nogen', der skal hjælpe og rådgive voldsramte kvinder fortsætter i hvert fald året ud. Det ligger fast, efter at krisecenteret og tilbuddet får del i de SSA-puljemidler, et politisk flertal gennem en aftale er blevet enige om.
De er glade på Kolding Krisecenter. Her har man nemlig fået bevilliget penge til at fortsætte den ambulante rådgivning for voldsramte kvinder - det såkaldte 'Sig det til nogen'-tilbud.
Her kan voldsramte kvinder gratis få rådgivning og samtaler med fagligt personale. Og det kan de altså fortsætte med - i hvert fald året ud. Krisecenteret har fået del i SSA-midlerne, som de politiske aftaleparter præsenterede fredag. Penge der er afsat til projekter på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet.
På krisecenteret er man glade for nyheden.
- Der er en virkelig stor glæde på krisecenteret over, vi kan få lov at fortsætte. Vi har gode resultater med 'Sig det til nogen', siger Britt Malkiel Nielsen, der er leder på Kolding Krisecenter.
FAKTA: 'Sig det til nogen'
‘Sig det til nogen’ findes i fem forskellige byer og bygger på krisecentrenes stærke faglighed om vold. Det er et samarbejde mellem Danner, Ringsted Krisecenter, Randers Krisecenter, Kvindehjemmet, Kolding Krisecenter og Holstebro Krisecenter. ‘Sig det til nogen’ er finansieret af en række donorer – både private fonde og offentlige puljer.
I ‘Sig det til nogen’ tilbydes individuel socialfaglig rådgivning, psykologsamtaler og gruppeforløb. Alle varetages af specialiserede rådgivere og psykologer.
‘Sig det til nogen’ er et gratis rådgivningstilbud til kvinder, der er udsat for vold. Ved hjælp af fagspecialiseret rådgivning er håbet, at flere vil bryde med volden tidligere. Og på sigt opnå frihed, sikkerhed, selvstændighed, tryghed og muligheden for selvforsørgelse. En tidlig indsats kan med andre ord forebygge og reducere voldens indgriben i kvindens liv.
Ambitionen er, at tilbuddet bliver permanent, hvormed voldsudsatte kvinder og deres pårørende får ret til fagspecialiserede rådgivningsforløb, selvom de ikke flytter på krisecenter.
KILDE: Sig det til nogen
Politisk velvilje
Hun har blandt andet her på TV SYD tidligere efterlyst, at der kom en løsning på de økonomiske udfordringer, der hidtil har været med det økonomiske. De udfordringer er nu løst - i hvert fald for en stund. For midlerne der er afsat rækker kun året ud. Og selvom nyheden for krisecenteret er god, så er håbet stadig, at der kommer en mere permanent løsning på økonomien i 'Sig det til nogen'.
- Vi havde håbet, at det kom på finansloven, og de midler, der er afsat, er ikke tilstrækkelige i forhold til at gøre tilbuddet permanent, siger hun.
Håbet er dog i live i forhold til en langtidsholdbar løsning.
- Vi har mødt stor velvilje blandt politikerne både lokalt og nationalt, siger Britt Malkiel Nielsen.
Krisecenteret mener nemlig, at de kan dokumentere, at tilbuddet giver resultater.
- Det er et tilbud, der er fagligt tungt, og vi har dokumentation for, at det går godt. Det kan vi simpelthen måle, og det er det politikerne har kigget på også i forbindelse med de her SSA-midler, siger Britt Malkiel Nielsen.
Med et delmål i hus, så går arbejdet videre med at få påvirket politikerne til at finansiere en langtidsholdbar løsning.
- Vi kommer til at fortsætte kommunikationen i samlet flok. Vi håber at se ind i et 2024, hvor det er blevet et permanent tilbud, slutter krisecenterlederen.