Konservativ politiker overrasket og skuffet over 'snigløb'
Freddy Christensen fra Det konservative folkeparti i Kolding Kommune, er både skuffet og overrasket over, at fire partier pludseligt kom med et budgetforlig udenom dem.
Det konservative folkeparti og dets borgmester for Kolding Kommune, Knud Erik Langhoff, blev mandag forbigået i et budgetforlig udarbejdet af Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstre.
Hos de konservative kom det både som en stor overraskelse og skuffelse, at man ikke blev taget ind i forliget.
- Jeg er vildt skuffet over, at de ikke har taget os ind. Vi har ikke været så langt fra hinanden, siger Freddy Christensen (C), medlem af Kolding Byråd.
Hos de konservative var man af den overbevisning, at man efter at have modtaget høringssvar om spareforslag, skulle holde møde i partierne om disse.
Et af diskussionspunkterne var besparelser på specialskoleområdet, som skulle være kilen til uenighed mellem de konservative og de fire forligspartier. Både timing og denne uenighed vækker frustration hos Freddy Christensen.
- Vi når ikke engang at holde vores møde klokken 14:00, inden de går ud og laver et budget udenom os. Derfor er det lidt uforståeligt for os, at de mener, at vi vil lukke specialskoler, for det vil vi absolut ikke.
- Jeg har de sidste 14 dage personligt snakket med skolerne og partierne, og fået opbakning og flertal til at bevare skolerne, og så stjæler de den i morges. Jeg føler mig noget snigløbet, for jeg har snakket med samtlige partier foruden DF, siger Freddy Christensen.
Om Konservative køber ind på budgetforliget kan Freddy Christensen endnu intet sige om, da partifællerne ikke har haft tid til at mødes. Han nævner dog, at de har som mål at afvikle kommunens gæld, mens forligspartierne ifølge ham derimod vil bruge penge.
- Ikke en køn proces
Oven på skuffelsen hos de konservative, er spørgsmålet, hvorvidt de ser det fremtidige samarbejde med de øvrige partier muligt igen.
- Politik er nok sådan, at alle kommer videre på et tidspunkt, og tiden læger alle sår. Men jeg synes ikke, det har været en særlig køn proces i dag. Samarbejdet skal fortsætte på en eller anden måde og vi vil det bedste for borgerne, siger Freddy Christensen.
Flere af forligspartierne pegede på borgmester, Knud Erik Langhoff, da de skulle forklare, hvorfor de pludseligt kom med et budgetforlig, der ikke havde rundet de konservative.
Her var anklagerne manglende initiativ til budgetsamtaler samt ukonkrete besparelser. Men hos Freddy Christensen peges der ikke umiddelbart fingre ad Langhoff.
- Jeg håber, de fortæller Knud Erik Langhoff, hvis de har noget, de ikke er tilfredse med. Men det er svært for os andre at forholde os til, når vi ikke ved noget om deres holdninger.
Han ser dog forbedringspunkter i partiets tilgang og arbejde med budgetterne for Kolding Kommune i 2025.
- Jeg kunne nok godt ønske, at vi snakkede mere undervejs fremfor at vente til høringssvarene kommer. Hvad er processen fremad, hvad er vores holdning til sparingsforslagene sat ind i forvaltningen, det kunne vi godt have brugt mere tid til at tale om.
Hvad man gør fra de konservatives side, fortæller Freddy Christensen, at partiet ville tage en snak om snarest.