Kolding skal have ny borgmester
Kolding skal have en ny borgmester ved næste valg. Jørn Pedersen har mandag aften meddelt, at han stopper den 31. december 2021.
Kolding skal have en ny borgmester ved næste valg og Venstre en ny borgmesterkandidat.
Jørn Pedersen har for længe siden besluttet sig for, at det ved årsskiftet til 2022 er tid til at give stafetten videre.
Han har lige fra første dag som borgmester ment, at man ikke bør sidde for længe på sådan en post – både for byens og ens egen skyld.
Jørn Pedersen har siddet i borgmesterstolen siden 2010.
- Jeg mener, det er vigtigt, at man som borgmester har nylig erfaring med verdenen udenfor det politiske, og at man er med til at sikre, at der hele tiden er nytænkning og foranderlighed på posten – så to til tre perioder er optimalt, synes jeg. Samtidig synes jeg også, at det er nu jeg skal videre, hvis jeg skal have en ny karriere udenfor rådhuset og det skal jeg, for som 52 årig er der mange gode år i mig endnu, siger Jørn Pedersen.
Allerede efter kommunalvalget i 2017 sagde Jørn Pedersen, at det var hans sidste periode som borgmester - men det trak han hurtigt i sig igen.
Nu er det imidlertid alvor.
- Mit fokus er fortsat 100 procent at være borgmester for vores kommune frem til 31. december 2021.
Hvad jeg skal derefter må tiden jo vise. Jeg har ærligt ikke nogen bud eller planer lige nu, for det er virkelig ikke mit fokus. Venstre skal have opstillingsmødet i efteråret og derfor skal jeg melde ud. Men jeg er sikker på, at jeg har noget at byde ind med i mit fortsatte arbejdsliv, så mon ikke der til den tid findes et match til gavn for både virksomhed/organisation og mig, siger Jørn Pedersen.
Han er ikke i tvivl om, at der kan findes indtil flere dygtige fremtidige borgmesterkandidater i Venstre.
Overrasket Venstre-formand
Rent praktisk vil der i løbet af efteråret blive afholdt opstillingsmøde, hvor den nye spidskandidat skal vælges af Venstres medlemmer i Kolding Kommune.
Formanden for Venstre i Kolding, Bent Ole Jonsen, er overrasket over, at Jørn Pedersen ikke genopstiller.
- Men jeg vidste jo godt, at han flere gange har sagt, at man ikke bør sidde for mange år. Jørn har gjort det rigtig godt indtil nu, og heldigvis fortsætter han jo indtil udgangen af 2021. Det betyder, at vi har det næste års tid til at få en ny borgmesterkandidat kørt i stilling, som forhåbentlig kan blive Koldings nye borgmester efter næste valg, siger Bent Ole Jonsen.
Søvndal: Der skal stadig kæmpes hårdt
For 12 dage siden, onsdag den 12. august, meddelte tidligere udenrigsminister og formand for Socialistisk Folkeparti, Villy Søvndal, 68 år, at han stillede op som borgmesterkandidat i Kolding for at fravriste Jørn Pedersen magten.
Nu kender Villy Søvndal ikke længere den kommende modstander fra byrådets suverænt største parti.
- Uanset at Jørn Pedersen nu ikke bliver Venstres bud på en borgmester, så skal der kæmpes hårdt for at sikre den røde side i byrådet borgmesterposten. Den kommer ikke af sig selv, selvom der bliver mange personlige stemmer ledige, når Jørn Pedersen ikke stiller op, siger Villy Søvndal.