Kaffebar og spisested i storcenter får sure smileyer og bøder
Der var ikke styr på rengøringen, da en kaffebar og en restaurant i Kolding Storcenter i sidste uge fik besøg af Fødevarestyrelsen.
Det resulterede i en sur smiley til både Espresso House og DL Fried Chicken samt bøder på 5.000 kroner.
Du kan læse kontrolrapporterne her og her.
Hos restauranten DL Fried Chicken fremstod køleenheder med sorte belægninger, ligesom flere gummilister var løse og flækkede. Flere håndtag i restauranten var desuden meget fedtede, fremgår det af Fødevarestyrelsens kontrolrapport.
Også hos Espresso House Kolding Storcenter var der blevet sparet lidt for meget på knofedtet ved rengøringen af kølemøbler og isterningemaskine. Heller ikke hylderne i køleskabet var vedligeholdt.
- Det kan jeg godt se, lød svarene fra begge virksomheder, da Fødevarestyrelsen gjorde opmærksom på problemerne.
TV SYD har rakt ud til virksomhederne, men hos DL Fried Chicken blev telefonen ikke svaret, og Espresso House er ikke vendt tilbage.