Jonas duede ikke til skolebænken - Nu får den på fuld skrue på ny uddannelse
Mesterlære-uddannelsen har ligget stille længe. Men nu er den blevet genopdaget. Uddannelsen Ny Mesterlære er for unge, der hellere vil i gang med praktisk arbejde i stedet for skoleundervisning på erhvervsuddannelses grundforløb.
Boret nærmer sig stålskålen. Har han nu sat det hele rigtigt op, så boret ikke ødelægger skålen men laver et ultra præcist hul?
Jonas Jes Jessen fra Kolding er i ny mesterlære som industritekniker hos Alfa Laval i Kolding. Det er han bestemt ikke ked af.
- Om det er okay? Det er slet ikke nok. Det er fantastisk at være her. Jeg kan slet ikke se mig selv andre steder, siger han.
En god dreng
Egentlig så han sig selv køre i retning af automekaniker. Men et praktikophold på industrivirksomheden Alfa Laval gjorde udslaget. Her ville han være og nu efter fem måneder er han ganske enkelt begejstret.
- Folk hilser på en om morgenen, og de står altid klar til at hjælpe og sætte mig ind i de mange ting, jeg ikke ved noget om endnu, siger han.
Glæden bliver gengældt af teamleder og Jonas' mesterlærer Ole Hansen.
- Jonas kommer til tiden, passer sit arbejde og er meget villig til at lære. Han er simpelthen en god dreng, som vi er meget glade for at have her. Vi havde allerede i praktikken set, at Jonas gerne ville arbejde, var god til det og ivrig for at lære nyt, så ny mesterlære lå lige til højrebenet, siger Ole Hansen.
Pinebænk
Skolebænken var for Jonas en pinebænk. Han var skoletræt og længtes efter at bruge sine hænder.
- Se her, siger han og viser sine hænder frem.
- Jeg vil gerne bruge dem og har ikke noget imod at de blive beskidte. Eller jeg får sår som det her, siger han og peger på den ene finger, der har været for tæt på en skarp kant.
Måske fra det arbejde, han står og laver netop nu med at fræse i en stålskål i Tool-afdelingen.
Han er i Ny Mesterlære. Ja, der hedder det, selvom det ligner den tidligere mesterlære ret meget.
- Ny mesterlære er en fleksibel ordning, der gør, at vi kan skabe individuelle løsninger for vejen til uddannelse og arbejdsmarkedet for unge, der har behov for en anden vej. De praktiske erfaringer fra virksomhederne, som Jonas og andre i ny mesterlære får, giver dem gode muligheder i arbejdslivet, siger leder Christina Arvad Brill, Center for Vejledning og Talentudvikling, der blandt andet vejleder unge om praktik og uddannelse.
Bliv Jonas
Teamleder Ole Hansen, Alfa Laval, vil gerne have lærlinge. Det giver selvfølgelig lidt ekstraarbejde for de ansatte omkring Jonas og andre lærlinge, men virksomheden har et håb:
- Vi ser jo meget gerne, at de lærlinge, vi er med til at uddanne, bliver på virksomheden efter uddannelsen. For det kræver en del at oplære folk i at betjene vores maskiner. Så vi håber da, at Jonas bliver, siger han.
Jonas er 17 år. Meget kan ske endnu. Om tre år er han udlært industritekniker.
- Tror du, at du bliver her på Alfa Laval?
Svaret kommer prompte og med eftertryk.
- Det gør jeg!
Ny mesterlære kort fortalt
Med Ny mesterlære skifter du grundforløb på skole (grundforløbets 2. del) ud med praktisk oplæring i en virksomhed. Op til hele det første år af din uddannelse kan foregå hos en mester eller i en virksomhed.
Du deltager i arbejdet og bliver lært op hos mester. Der kan godt være kortere skoleperioder, fx når du skal tage et certifikat, men du skal ikke igennem det almindelige grundforløb på skole.
Når det første års praktiske oplæring er slut, skal skolen og mester vurdere, om du er klar til at starte på uddannelsens hovedforløb. Du skal blandt andet løse en praktisk opgave, som indgår med stor vægt i vurderingen.
Du skal også opfylde de øvrige adgangskrav, der er til uddannelsens hovedforløb. Det betyder, at du skal have taget de nødvendige certifikater og fag, der er krav om.
Hvis din viden er ok, får du et bevis fra skolen på, at du er godkendt til at gå videre til hovedforløbet.
Uddannelsens hovedforløb foregår på samme måde som på andre erhvervsuddannelser, og din uddannelse giver dig samme kompetencer.
Håndens lærdom
Ny Mesterlære er nu - som dengang - et alternativ til teknisk skole.
- Det gælder om at finde den rette vej for den unge. Det er derfor vigtigt, at finde ud af sammen med den unge, hvad det bedste er, siger Christina Arvad Brill.
Helt slipper han dog ikke for skolen. De obligatoriske grundforløb på vej til en erhvervsuddannelse tager Jonas i stedet som praktisk arbejde hos Alfa Laval, men fra fra denne måned skal han dog følge matematik og fysik som overgangskrav for at kunne tage hovedforløbet som industritekniker på Syddansk Erhvervsskole (SDE) i Vejle.
Uddannelsesforløbet for Jonas Jes Jessen er skabt i samarbejde mellem Alfa Laval, Kolding Kommunes Center for Vejledning og Talentudvikling, Hansenberg, Syddansk Erhvervsskole og Bramdrup Skole.