Jørgen har brugt tusindvis af kroner på sine to veteranknallerter
Jørgen Frode Jensen passer og plejer sin Puch og Suzuki, som var de hans dyrebareste ejendele. Han har selv istandsat dem, og selvom de har kostet ham mange penge, så betyder det ikke noget, for han elsker knallertture med vennerne.
Lørdag morgen klokken 09 tager Jørgen Frode Jensen på en af sine utallige knallertture ud i det blå.
I dag foregår turen på hans Suzuki K50. En veteranknallert fra 1976, og med på turen er omkring 70 kammerater med samme passion for gamle knallerter.
- I dag skal vi køre omkring 100 kilometer, fortæller den entusiastiske veteranknallertkører, Jørgen Frode Jensen, der ugentligt bruger mange timer på ture på sine knallerter.
Før turen denne lørdag morgen rigtigt skydes i gang, mødes han med vennerne på havnen i Kolding til en gang morgenkaffe. Men så skal der ellers gang i maskinerne.
- Først kører vi ud omkring Svanemose, et naturskønt område lige uden for Kolding. Derefter tager vi mod Jels Sø, hvor vi igen holder en kaffepause, smiler Jørgen.
Efter formiddagskaffen kører holdet mod Lind til et stumpemarked. For er der noget Jørgen Møller Jensen har brugt tid på, så er det at reparere, forskønne og forkrome knallerterne, og så er der brug for reservedele. Det koster nemlig at sætte gamle maskiner i stand.
- Uh ha ja, jeg har nok brugt omkring 25.000 kroner på min Puch MS 50, som jeg købte for 600 kroner for 11 år siden. Og så har jeg brugt omkring 30.000 kroner på Suzuki'en, griner Jørgen, og fortsætter.
- Men så er arbejdstimerne altså heller ikke talt med. Det regnestykke kan ikke gøres op, mener han.
Jørgen bruger ikke længere så meget tid på at gøre knallerterne i stand som tidligere, da de stort set er i tiptop stand.
- Nu kører jeg mere ture på dem og pudser lidt på dem, forklarer han.
Jørgen Frode Jensen er 62 år og arbejder som chauffør. Selvom han både arbejder og bruger meget tid på sin hobby, så er der ifølge ham også tid til både kone, hund og resten af familien.
– Jeg elsker fællesskabet omkring vores hobby, så lige nu har jeg i hvert fald ikke tænkt mig at sælge knallerterne.