Trine Særmark er i Hyttebyen i Kolding hver dag fra klokken 8 til 15. Her hjælper hun Hyttebyens syv beboere med alle hverdagens udfordringer.

Beboerne i Hyttebyen er mennesker, der ikke kan bo i egen lejlighed på grund af støj, psykisk sygdom eller misbrug af stoffer og alkohol.

- De er, som de er, og det vil omgivelserne ikke kunne acceptere. Sådan er vores samfund jo lidt. Man skal kunne nogle bestemte ting. Der skal være rent og pænt, og man skal ikke råbe højt, og det ville være svært for nogle af dem.

Et bredt flertal i Folketinget blev i november enige om en aftale, der fordeler omkring 850 millioner kroner til særligt udsatte borgere i 2025-2028. Her skal der blandt andet afsættes 100 millioner kroner til blandt andet sociale viceværter som Trine. Noget hun ser frem til.

- Hvis man tænker på, der kunne komme flere af sådan nogle boliger som dem her i Hyttebyen, og der også kom en social vicevært til at være der for dem. Så kunne det være med til at holde dem i boligen, så de kunne lide at være der. For hvor skal de ellers lige bo?

Selvom der er højt til loftet i Hyttebyen, kan den sociale omgang mellem beboerne være en udfordring, og det er her Trine Særmark som social vicevært kommer ind i billedet.

- I hverdagen er der mange konflikter. Og før i tiden var der også ofte vold og slåskampe. Så det er der, jeg er der til at prøve, at man måske kan undgå, at det udvikler sig, forklarer Trine.

Brødre har boet 20 år i Hyttebyen

Nicolei og Jens Bruhn Andersen er halvbrødre og bor begge i Hyttebyen. Det har de gjort siden 2003.

Jens har været alkoholiker i mange år. Han og Trine Særmark har en helt særlig relation.

- Jens drak rigtig meget, da jeg startede hernede, men i dag drikker han. Han drikker, fordi han har panikangst. Men når jeg er her, bliver han lidt mere tryg. Han kan komme, og vi kan snakke om angsten. Og det går lidt bedre med ham. Han kan føle sig tryg i dagligdagen, så der kan jeg mærke, at jeg kan gøre en forskel, fortæller Trine.

Jens er helt enig.

- Hun (Trine red.) er som en papmor. Hun er så sød ved os. Hun hjælper med alt det, man ikke må hernede og samler et dødt svin op fra rendestenen og gør ham normal igen, lyder Jens malende beskrivelse af, hvad Trine har betydet for ham.

Elcykel gør hele forskellen

For et år siden fik Jens problemer med at gå og kunne ikke længere hente øl og mad i supermarkedet.

- Jens han skal ikke tørlægges, han skal bare have en elcykel, så han selv kan hente øl og madvarer. Han skal have det liv, han har nu. Det er vigtigt.

Jens sparede selv op til cyklen, men Trine var med hele vejen.

- Han har også lært at tage en cykelhjelm på. Det tog lidt tid, men det gør han. Det viste sig så også, at han meget hurtigt fandt ud af, at han ikke skal køre, når han er fuld, så det er han godt klar over, fortæller Tine om Jens udvikling som cyklist.

Nicolei kan ikke undvære Trine

Jens' bror Nicolei er 72 år. Han er heroinmisbruger, og derudover har han autistiske træk, og han bryder sig ikke om, at der bliver flyttet rundt på hans ting.

Hvad tror du, der ville ske, hvis Trine ikke var her?

- Ja så ville jeg være slemt ude og skide, fortæller Jens Bruhn Andersen.

Han har været afhængig af heroin i mange år og er glad for sin hytte i Hyttebyen.

- Udover alle de narkomaner, der har boet her, mens jeg har været her, så er det meget godt, fortæller han.

Nicolei har også udfordringer med både hænder og fødder og får derfor hjælp til at komme til lægen. Men når hjælpen kommer, har han ikke lyst til at tage til lægen.

- Det gider jeg ikke. Det er alt for tidligt mandag morgen.

Nicolei og hans hjælper kommer afsted til lægen. Imens går Trine i gang med at lave kaffe og håndmadder til beboerne i Hyttebyen. Det gør hun én gang om dagen.

Da Nicolei igen er tilbage fra lægen, dukker en anden beboer op i døren til en kop kaffe, og så er freden forbi. De to kommer op at toppes, mens Trine prøver at stoppe skænderiet.

Hvorfor skal du være her? Kunne de ikke bare selv finde ud af og enes og selv lave kaffen og madderne?

- Det kunne de da måske nok, men jeg ved så ikke, om de ville leve den dag i dag. Hvem skulle se til dem, når de blev syge, snakke med dem, og være der for dem, siger Trine.