Iskolde Kristina fra Kolding har lige vundet ekstremløb - nu er hun tilbage i motionscentret
Kristina Schou Madsen fra Kolding har for under en uge siden vundet et af verdens mest ekstreme løb, Ice Ultra, ved polarcirklen. Men fysikken er så god, at hun allerede nu er tilbage i fitnesscentret.
Det er under en uge siden, at ultraløberen Kristina Schou Madsen fra Kolding vandt ekstremløbet 'Ice Ultra' ved polarcirklen, og mens fodboldlandsholdet i 80'erne kæmpede 'i røg og damp for Danmark', så kæmpede Kristina Schou Madsen med isånde og minusgrader - mest for sig selv og mod naturen.
Hun besejrede både mandlige og kvindelige modstandere og naturen og arrangørerne, da hun vandt løbet før der overhovedet var stillet en målstreg op. Her, nogle dage senere, skulle man tro, at den kolde ultraløber ville ligge hjemme på sofaen i afslappet positur og måske se den nye sæson af Jysk for Begyndere på TV SYD Play.
Men nej. Vi finder Kristina Schou Madsen i det lokale fitnesscenter i Kolding, og den fysiske tilstand er overraskende god.
- Benene har det bare 'tip-top'. Det er herligt, siger Kristina Schou Madsen med stort overskud i stemmen, mens hun giver den gas på løbebåndet.
Kan ikke sidde stille
Mens andre altså ville forfalde til en tur på sofaen eller måske maksimalt en gåtur rundt om søen, så finder ultraløberen mest ro i at udfolde sig fysisk.
- Der er noget for mig i at bruge kroppen. Det giver bare ro til hovedet. Jeg er ikke den, der er så god til at ligge hjemme på sofaen. Det gør mig måske lidt rastløs, siger Kristina Schou Madsen.
Og når man kalder en tur i fitness for 'ro til hovedet', så er det nærliggende at tro, at man er meget vild med sin sport, og det er korrekt antaget i hendes tilfælde. Fysik og detaljerne fylder - måske lidt for meget, indrømmer hun.
- Jeg kan godt tendere til at blive lidt besat af de mål, jeg sætter mig, siger hun.
Men når man bruger så meget tid på sit arbejde, så kræver det noget ekstraordinært.
- Det er nogle gange det, der skal til, for at få succes med sine mål.
Løbeture bliver det dog ikke til endnu her i det spæde forår.
- Når det her er ens arbejde, så er det med at finde en balancegang i, hvornår det er sikkert for mig i at starte, siger hun. Akillessenen er lidt udfordret efter turen i det høje nord, slutter Kristina Schou Madsen.