Hjerneskadet skal cykle til Paris
35-årig mand vil sammen med 21 andre - alle med cerebral parese - til den franske hovedstad for at hylde de danske atleter i De Paralympiske Lege.
Det er tydeligt, at han har prøvet det før. At komme ud af døren i kørestol og med et par raske bensving smutter han over i sin cykel.
Ritssssch, siger velcroen, og så sidder først den ene fod og derefter den anden fod i cykelklemmen af stof. Jacob Nørtoft tager fat i pedalerne, som er placeret lige foran hans ansigt og så begynder han at dreje pedalerne rundt og rundt. Langsomt kommer cyklen i gang, men snart suser han afsted.
- Det er nemmest at dreje med cyklen, når der er fart på, råber han på afstand.
Munden hænger
Han har siddet i kørestol siden han som niårig var gennem en operation i hjernen. Som han selv gør opmærksom på, så hænger hans mund. Han taler lidt snøvlet og lidt utydeligt. Han har ofte smerter, og han får kramper i benene.
Det bekymrer ham selvfølgelig i forhold til den 1.200-1.300 km lange cykeltur til Paris. Men han har fået hjælp af en fysioterapeut.
- Jeg har aldrig påtaget mig så stor en opgave, men det skal nok gå. Det bliver mit livs cykeltur, siger han.
Deltagere fra TV Syds område:
Jacob Nørtoft (Vamdrup)
Anita Bro (Horsens)
Daniel Ladegaard Hansen (Fredericia)
Benjamin Germansen (Vejle)
Jeanet Hein (Vejle)
Jesper Pedersen (Vejen)
Mål: Færre kramper
Onsdag begyndte han og 21 andre cyklende på Tour de Elsass. Det skete fra Hotel Scandic i Kolding. En bette cykeltur til den franske hovedstad for at se de danske paralympiske atleter til åbningen af De Paralympiske Lege 2024. Alle har de CP. Cerebral parese. Altså de deltagende cyklister. På jævnt dansk hedder det spastisk lammelse.
Ved siden af sig har han Astrid Skovbakke på 25 år. Hun har overtalt sin mor Mette Skovbakke til at tage cykelturen - på tandem.
Astrid har udfordringer med at tale meget mere end med enstavelsesord, men hun fortæller ved hjælp af sin mor, at interessen for cykling startede under coronapandemien, hvor hun prøvede sin mors spinningcykel. Siden da er glæden ved at cykle taget til og er nu blevet en stor fælles aktivitet for hele familien.
Det giver Astrid et stort energiboost at cykle. Hvis man er træt eller tung i hovedet en dag, så er humøret altid bedre efter en cykeltur, fortæller Astrid og Mette.
Cerebral parese - og det er?
CP viser sig tidligt i livet som en påvirkning af hjernens kontrol af bevægelser og giver ofte varige udfordringer af både motorisk og kognitiv karakter – dog med store individuelle forskelle. Man lever med cerebral parese hele livet. Det er ikke en sygdom i klassisk forståelse, som kan kureres, men det er muligt at modvirke eventuelle følger af CP.
Følgerne kan være nedsat kraft i muskler, nedsat bevægelighed, ufrivillige bevægelser, vanskeligheder med at spise, tale og udføre fysiske aktiviteter, føleforstyrrelser, nedsat syn og hørelse og kognitive udfordringer. Epilepsi ses også hyppigt.
Diagnosen CP gik tidligere under navnet spastisk lammelse.
Kilde: Elsass Fonden
På med JA-hatten
For Jacob Nørtoft er målet både at få et større socialt netværk og at komme i endnu bedre form, så han får færre smerter og færre kramper.
Han er vant til at kæmpe og sætte JA-hatten på hovedet. Så de er glade for ham her i bofællesskabet Sydhjørnet i Vamdrup midtby. Og i SuperBrugsen lige rundt om hjørnet er de også glade for ham og hans arbejde. Han er gerne på farten. Han er lige kommet hjem fra USA, fortæller han.
- I torsdags, siger han.
Fitness og kørestolsrugby i Bredballe IF i Vejle er også med til at holde ham i gang og smilet stort. Nu står den altså på en rask cykeltur til Paris, hvor de skal være klar til at hylde deres helte ved åbningen den 29. august.
Bag cykelturen står Elsass
Elsass Fonden arbejder på at skabe størst mulig livskvalitet for mennesker med cerebral parese (CP). Det sker især via forskning, udvikling, undervisning og aktivitetstilbud.
Kilde: Elsass Fonden