Efter 22 år serverer kroværter det sidste måltid for fulde huse
Siden 2002 har ægteparret Leif Kaspersen og Elsebeth Knudsen drevet den historiske Bramdrupdam Kro i Kolding. Men søndag slutter en epoke, når landevejskroen lukker og slukker efter 170 år som kongelig privilegeret.
De seneste uger har kroejer Leif Kaspersen fra Bramdrupdam Kro i Kolding haft den samme sang kørende inde i hovedet.
Det er mærkeligt at skulle være med til at afslutte en epoke
Leif Kaspersen, kroejer
For selvom han lige nu har forrygende travlt med de sidste bespisninger i ordrebogen på sin arbejdsplads gennem 22 år, så slår Kim Larsens sang ligesom hovedet på sømmet.
Om lidt bli'r her stille.
- Jeg tror ikke helt, at jeg har forstået det endnu. Det er mærkeligt at skulle være med til at afslutte en epoke, for kroen har jo eksisteret i rigtig mange år. Og lige pludselig skal man ikke låse døren op mere, siger Leif Kaspersen.
Ikke plads til flere
Men sådan er realiteterne nu engang, for kroen er solgt. Den 1. november overtager ejendomsmatadoren Pierre Ejendomme stedet, og de har ikke planer om at føre bygningerne videre som kro.
Jeg kan love dig for, at der er gang i biksen
Leif Kaspersen, kroejer
Salget blev allerede annonceret i slutningen af september, og siden da har kroværterne ligget vandret. Rigtig mange stamgæster har nemlig ønsket at komme forbi til et sidste måltid.
- Jeg kan love dig for, at der er gang i biksen. Vi har haft fulde huse hver eneste aften med både a la carte og mad ud af huset. I går havde vi 78 gæster fra Royalklubben til sild og gule ærter, som er kommet her fast i mange år. Men jeg siger nej til rigtig mange, der ønsker at komme og spise. Vi har simpelthen ikke flere siddepladser, fortæller Leif Kaspersen.
I medgang og modgang
Her et par dage før sidste åbningsdag, kan kroværten godt mærke, at vemodet presser sig på, når snakken falder på den nye hverdag, som venter.
For gennem årene har Leif Kaspersen og hans kone været med på sidelinjen hos deres gæster i alle livets facetter. Derfor betyder kroen noget for mange og mindst ligeså meget for værtsparret selv.
Det er både i medgang og modgang, vi har været med på sidelinjen
Leif Kaspersen, kroejer
- Vi møder jo folk i alle situationer af livet. Vi har mange trofaste gæster, som har holdt alle deres arrangementer her og gennem flere generationer. Det er både i medgang og modgang, vi har været med på sidelinjen, fortæller Leif Kaspersen.
- Timerne ruller hurtigt, og det er jo ikke fordi, vi er trætte af vores arbejde, for så skulle vi være stoppet for længe siden. Det har været hele mit liv, og det har været spændende, siger han.
Krævende livsstil
Alligevel har kroparret truffet beslutningen om at stoppe nu.
For selvom forretningen kører godt og giver mange dejlige oplevelser, er tilværelsen som kroejere samtidig en både særlig og krævende livsstil.
- Det er 90 plus, hvis vi snakker timer om ugen. Vi starter klokken kvart i seks om morgenen, og hvis vi så kigger 12 timer frem, så skal vi først til at gå i gang med aftenserveringerne. Det kan man så gange op med syv dage om ugen, fortæller den 61-årige kroejer.
Derfor ser de afgående kroværter først og fremmest frem til at være mere sammen med deres to børn og fire børnebørn.
Hvad der ellers skal ske, har de ikke haft tid til at tænke på. Nu handler det om at glæde de sidste gæster, der har fået en plads i de historiske krostuer.
For når komfurblussende slukkes på søndag, og de sidste tallerkener ryger i opvaskemaskinen, er det endegyldigt forbi for landevejskroen på Vejlevej.
Her har stamgæster og andet godtfolk fyldt krostuerne siden 1854.