Bokse-talent skal forsvare EM-titlen på hjemmebane: Jeg vil i historiebøgerne
Det er alvor, når en 40-årig spanier står i det modsatte ringhjørne. Alligevel tror Jacob Bank på, at han tager sejren på hjemmebane i Kolding. Han har gjort alt for at blive klar til denne aften.
Der er få mennesker i Training Lab på Smedegade 6 i Kolding. Lokalet fyldes med lyden af hårde bokseslag. 22-årige Jacob Bank er fuldt fokuseret på de sidste detaljer frem mod lørdag. For det er næsten vind eller forsvind.
EM-titlen skal forsvares på hjemmebane.
- Jeg føler, at jeg er så godt forberedt den her gang - og det har mindsket min nervøsitet. Jeg føler, at ham skal jeg nok tage - og jeg føler, at jeg vinder.
Lørdag skal den unge koldingenser i ringen i et næsten udsolgt Forum Kolding. Og det betyder meget for ham, at folk vil se ham og bakke op. For det kræver en del at føle sig hundrede procent klar til at gå i ringen.
- Jeg har trænet i tre måneder, to gange om dagen op til kampen her. Det er hårdt morgenløb, aftentræning og sund kost.
Aktuelt er Jacob Bank forsvarende EM-vinder i Super Mellemvægt-klassen. Og lørdag kommer 40-årige Ronny Landaeta fra Spanien til den sydjyske by for at stjæle titlen med hjem. Selv påpeger det danske talent, at de to kamphaners boksestile er forskellige. Så er spørgsmålet, hvem der trækker det længste strå:
- Jeg håber, at det bliver en teknisk kamp - og jeg tror, at han håber, at det bliver en rodet kamp. Han vil gerne bokse tæt på. Så det er det spændende at se, om jeg kan løfte niveauet og holde ham på afstand.
Boksning fra barnsben
Som 10-årig fik han grønt lys til at bokse i en klub. Og kun et år efter trådte han ind til sin første kamp.
- Min mor syntes, det var pænere med nogle grimme ører end en grim næse, påpeger Jacob Bank med et smil og slår fast, at det enten skulle være boksning eller brydning.
I hvert fald var det tydeligt, at han var en dreng med megen energi, der skulle forløses. Og derfor ikke altid lige let at styre for hverken forældrene eller lærerne i skolen.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg var lidt af en bandit eller havde meget krudt i røven, så jeg havde brug for en sport, hvor jeg kunne bruge al min energi, så jeg ikke brugte den i skolen.
Og her blev boksning lige præcis hans sport. Ikke mindst fordi idolet Mikkel Kessler stod i bar overkrop og store handsker på nationalt fjernsyn og gav den gas mod alverdens modstandere. En dansk bokse-legende, den 22-årige koldingenser også føler sig yderst inspireret af.
Han er den bedste danske bokser, måske nogensinde. Han er helt klart den bedste i øjeblikket. Han er med til at få boksesporten til at vokse
Træner, Leon Holbæk
I dag bor Jacob Bank i Kolding med sin kæreste og deres syv måneder gamle dreng. Og selvom boksekarrieren altid har været drømmen, så har det nye familiemedlem sat sit aftryk:
- Boksning er en farlig sport og som nybagte forældre, er det også nogle tanker, der går igennem ens hoved. Det har jeg ikke tænkt over før. Jeg vil i hvert fald ikke skades - og jeg prioriterer lægernes undersøgelser meget højt.
Som 20-årig droppede han tømreruddannelsen og gik fuld tid på boksekarrieren. Indtil da blev det til omkring 100 amatørkampe. Nu hedder hans statistik 11-0 som professionel bokser. Men tiden op til den professionelle karriere tærede på kræfterne:
- Jeg skulle løbe klokken fem og møde på arbejde klokken seks som tømrer. Så var der aftentræning bagefter og direkte hjem i seng. Det var helt vildt hårdt.
Men for ham var det det hele værd. I dag bokser han professionelt og kan forsørge sin familie.
Og spørger man en af hans fire trænere, Leon Holbæk, er det også den rigtige beslutning at jagte de store titler som bokser.
- Han er den bedste danske bokser, måske nogensinde. Han er helt klart den bedste i øjeblikket. Han er med til at få boksesporten til at vokse, slår Leon Holbæk fast og fortsætter:
- Jacobs jab er helt fantastisk. Det var Muhammed Alis også. Men Jacob har sin egen måde at sætte sit jab på - og det virker bare.
Hvad er et jab?
Et uventet og halvvejs drillende boksestød i nærkamp.
Kilde: Den Store Danske
En særlig hjælpende hånd
Lørdag gælder det hele 12 omgange á 3 minutter i ringen. Det har Jacob Bank ikke prøvet før. Men hvis titlen skal forsvares, må han holde ud. For at kunne forberede sig bedst muligt, har han fået knyttet den mangeårige landsholdsspiller og nu mentaltræner, Lasse Svan, til sit team.
- Jeg tænkte til at starte med, at håndbold og boksning var helt forskelligt. Men nu har jeg snakket så meget med ham, hvor han fortæller om, hvordan han har tacklet det at stå i OL- og VM-finaler - hvordan han har tacklet det. Så langt hen ad vejen er det meget det samme.
Lasse Svan har især talt med den 22-årige bokser om, hvordan han skal omdanne hjemmebanepresset til en styrke. Den kendte mentaltræner er med til kampen både i omklædningsrummet og på sidelinjen.
Jacob Bank har forberedt sig i flere måneder og brugt utallige timer i træningslokalet på Smedegade 6 i Kolding. Kampen lørdag bliver en af de største i hans hidtil korte professionelle karriere. Derfor tør han også drømme stort:
- Jeg håber at kunne bokse de helt store kampe om VM-titlerne, som Kessler gjorde. Det vil betyde alt for mig - og jeg vil skrive mig ind i historiebøgerne, ligesom han gjorde.
På rekordtid har den 22-årige koldingenser bokset sit navn ind i bevidstheden på mange mennesker i bokseverdenen. Det, som startede på amatørplan og en tømreruddannelse på deltid, er nu blevet hans levevej.
- Jeg udlever min drøm og gør forhåbentligt alle de rigtige ting for at nå dertil.