Beboers mor er rolig for sin søn efter dødsfald på bosted
Onsdag aften afgik en mand i 40´erne ved døden efter at have siddet i et spabad med skoldende varmt vand på bostedet på Centervej i Kolding.
Susanne Foged har siden 2009 haft sin søn boende på stedet, og det har hun tænkt sig, at han skal blive ved med.
- Jeg kunne aldrig finde på, at han skulle flytte hjem. Han bor godt og får en masse hjælp. Derudover er han glad, og det gør mig glad, siger hun.
I fem år har hun været formand for de pårørendes støtteforening. Hun udtaler sig dog i denne situation kun på sine egne vegne og ikke på de øvrige pårørendes.
- Det er dybt tragisk, og alle mine tanker går til de nærmeste pårørende. Vi er blevet godt orienteret fra ledelsen, og det giver en god ro, at man ved, hvad der foregår, siger hun.
Politiet har indledt en efterforskning, som skal afgøre, om der ligger en strafbar relation bag hændelsen, og om der er nogen, der skal stilles til ansvar for dødsfaldet.