Badning ved flere strande frarådes
Flere strande i Kolding Kommune overskrider grænserne for sygdomsfremkaldende bakterier.
Der er taget prøver ved badestrandene i Kolding Kommune, og der er væsentlige overskridelser af grænseværdierne for e-coli bakterier og enterokokker på flere af badestrandene.
Det drejer sig om badestrandene ved Rebæk Strand, Mosvig, Bjert Strand og Grønninghoved Strand Nord.
Årsagen til de overskredne grænseværdier er ifølge afdelingschef for Miljø og Erhverv i Kolding Kommune, Christiane Plischke, de store regnskyl, som vi fik natten fra søndag til mandag.
- På baggrund af de store regnskyl er der sket overløb fra spildevandssystemet og ud til fjorden. Det har ført til, at grænseværdierne for e-coli bakterier og enterokokker er overskredet på de førnævnte strande, udtaler han i en pressemeddelelse.
Der er sat skilte op, som fraråder badning til og med fredag. Dette kan blive forlænget afhængig af, hvad kommende analyser viser.