69-årig kvinde sigtet for vanvidskørsel
Et forholdsvis banalt færdselsuheld i Kolding onsdag eftermiddag tog en uventet drejning, og det hele endte med, at en 69-årig kvinde fra lokalområdet fik beslaglagt sin bil og nu er sigtet for vandvidskørsel.
Missæren begynder, da kvinden kører ud fra Rema 1000 på Sydbanegade. Da kvinden svinger til højre, er der to fodgængere, der træder ud i fodgængerfeltet.
Det resulterer i, at den ene af de to fodgængere - en 62-årig mand - ender oppe på kølerhjelmen af bilen.
- Der er lidt divergeren forklaringer på, om vedkommende kaster sig derop eller bliver ramt og deraf ender deroppe, oplyser vagthavende ved Sydøstjyllands Politi.
Derefter udvikler situationen sig. Der opstår en ordveksling mellem de to - altså manden, der ligger på kølerhjelmen, og kvinden bag rattet.
Ifølge vidneforklaringer ligger den 62-årige mand på kølerhjelmen i cirka 30 sekunder. Den anden fodgænger, som ikke er blevet ramt, forsøger at åbne døren og komme i kontakt med føreren af bilen, som er den 69-årige kvinde.
Det fører til, at kvinden vælger at gasse op og køre væk fra stedet, tilsyneladende fordi hun bliver bange. Det medfører, at manden, som ligger på kølerhjelmen, falder af.
- Vi ender med at sigte føreren af køretøjet efter straffelovens paragraf 252, som handler om fare for liv og førlighed, oplyser vagthavende.
- Det betyder, at der her kørselsforløb falder ind under paragraffen om vanvidskørsel. Derfor har vi beslaglagt førerens bil for nuværende, tilføjer vagthavende.
Politiet modtog meldingen klokken 17:32. Hvis kvinden bliver kendt skyldig i vandvidskørsel, bliver bilen konfiskeret.