25-årig isolerede sig og gik ikke i bad - nu fjernes hendes motivation

Foto: Jonatan Dybro, TV SYD
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Et ridehold for psykisk sårbare har været et vendepunkt for 25-årige Christina, men snart er det slut.

I Kolding findes der et særligt ridehold for psykisk sårbare og udsatte unge, hvor formålet er at danne et fællesskab, der kan hjælpe dem tilbage til livet og tilbage på arbejdsmarkedet.

Men om lidt lukker og slukker dét tilbud.

Kommunen skal nemlig spare 625.000 kroner på social- og handicapområdet årligt, og det betyder, at omkring 30 borgere ikke længere kan gå til ridning.

En af dem er Christina Kruse Kristensen, der er langtidssygemeldt og har benyttet sig af tilbuddet gennem 2,5 år. Da hun begyndte til ridning, var hun deprimeret, selvmordstruet og isoleret. Hun droppede ud af den ene praktik efter den anden.

- Da min isolation var rigtig slem, havde jeg ikke engang overskud til at gå i bad, fortæller hun.

Men den nye hobby blev et vendepunkt og lyspunkt for hende, som hun trofast dukker op til hver eneste uge. Kontakten med hestene giver hende noget helt særligt, fortæller hun.

- Det her har fået mig til at føle mig som et menneske igen. Det har givet mig en rigtig stor ro og rutine, fortæller Christina Kruse Kristensen.

Stolt projekt

Hun er siden blevet diagnosticeret med ADHD, og nu drømmer hun om at kunne bryde ud af sin langtidssygemelding og få et arbejde - allerhelst med heste og andre dyr.

For hestene og ridningen har givet hende en ro for det tankemylder, der ellers præger hverdagen.

- Jeg har haft det sygeste tankemylder hele livet og ikke forstået, hvad der var galt med mig. Hvorfor jeg ikke passede ind, og hvorfor jeg ikke fungerede.

- Når jeg sidder i sadlen, så er det dér, jeg har mest ro i hovedet. Der bliver næsten stille, og det siger ikke så lidt, fortæller Christina Kruse Kristensen.

Hver tirsdag formiddag er Anika ridelærer for rideholdet, der snart er fortid. Foto: Heidi Birgitte Ida Dalgaard Clemmensen, TV SYD

Også Anika Davidsen, der er underviser på rideholdet ved Cedergaard Sportsrideklub, er ærgerlig over beslutningen om at lukke for tilbuddet.

- Jeg synes, det er en skam. De borgere, vi har med at gøre, er tabt nok i forvejen, så vi behøver ikke tabe dem endnu mere.

Fra midten af ridebanen har træneren selv set, hvordan de unge udvikler sig.

- Jeg er megastolt af vores projekt, fordi jeg kan se, hvordan jeg har rykket nogle mennesker. Nogle af dem, der startede herude, de går her ikke mere, for nu har de fået fuldtidsarbejde og er kommet videre, fortæller Anika Davidsen.

Ingen fornuft

Det målrettede ridehold har siden 2019 været en del af projektet "Mening og Mestring" i Kolding Kommune, hvor der er forskellige typer af holdsport, der er tilpasset udsatte unge. Mens ridning altså bliver sparet væk, er det stadig muligt at gå til eksempelvis svømning, yoga, kickboksning eller fodbold.

Noget, som Christina Kruse Kristensen også har forsøgt, men det har ikke haft samme positive effekt på hende som ridningen og kontakten med hestene, siger hun.

Christina Kruse Kristensen giver dog ikke op så let. Hun har skrevet til byrådet i Kolding Kommune og samlet 61 underskrifter fra ryttere og pårørende imod besparelsen.

Hun bliver bakket op af Dansk Folkeparti, der ligeledes stemte imod at spare 625.000 kroner på social- og handicapområdet.

- Hvis man skal spare, så må man jo spare nogle andre steder end lige der, hvor det rammer de allersvageste mennesker, mener Søren Rasmussen fra Dansk Folkeparti. Foto: Jonatan Dybro, TV SYD

- Det er jo mennesker, som i den grad har brug for det her tilbud, og hvis man kun ser på det økonomisk, jamen så er det også økonomisk en gevinst for kommunen, for ellers ville de jo skulle være på evig forsørgelse derhjemme.

- Så der er ingen fornuftig det her forslag, mener Søren Rasmussen, der er byrådsmedlem for Dansk Folkeparti.

Fra forvaltningen lyder det, at man har været nødt til at finde besparelser, hvor færrest muligt blev ramt.

- Når vi har færre penge, bliver vi nødt til at se på, hvor besparelserne går ud over færrest muligt, siger Thomas Reintoft, der er Social og Arbejdsmarkedsdirektør i Kolding Kommune.

Trods succes giver krofatter livsværket videre

Foto: Anne Sophie Lindinger, TV SYD
Udgivet

I snart 40 år har Torben Schulz ejet Tyrstrup Kro. Her må de ansatte løbe stærkt, fordi kroens værelser og lokaler stort set altid er fuldt booket.

Manden med en velplejet hestehale og sixpence dækker bordene i klassisk stil med sølvtallerkner, og midt på dem lægger han en stofserviet, der er foldet pænt i dagens anledning.

Torben Schulz har været ejer af Tyrstrup Kro siden 1987, der ligger ved Christiansfeld. Han blev udlært som kok på Tørning Kro og havde store ambitioner for lokalerne.

Derfor han har udvidet kroen op mod ti gange, og i dag er der i alt 27 værelser, som altid er booket.

På kroen holder Torben Schulz fast i den klassiske borddækning med sølvtallerkner og stofservietter. Foto: Anne Sophie Lindinger, TV SYD

Klokken 17 dukker de første gæster op til fødselsdagsfejring på kroen. Det er blot et ud af mange selskaber, for kroen har travlt.

Og det er der en god grund til.

- Det er noget helt andet end et hotel. På en kro kan du få noget godt at spise, et godt sted at sove og en god behandling, siger krofatteren.

Her møder du TV SYD's Sommertour 2024:

Sommertour-bussen kører rundt i det syd- og sønderjyske i ugerne 27-32 og sender live fra et nyt sted hver aften klokken 19.30.

Uge 28

Mandag: Riplay Legepark, Ribe

Tirsdag: Skulpturpark Billund

Onsdag: Sønderborg Havnebad

Torsdag: Madsby Legepark, Fredericia

Fredag: Egtvedpigens Grav og Økolariet, Vejle

Medvind for hotellerne

Hotellerne i Syd- og Sønderjylland har de seneste år oplevet medvind.

På ti år er antallet af hotelovernatninger i Region Syddanmark steget markant med omkring 100.000 flere overnatninger i både juni, juli og august.

Hotelovernatninger de seneste ti år:

  • Juni, 2013: 153.964 - Juni, 2023: 226.912

  • Juli, 2013: 178.409 - Juli, 2023: 271.114

  • August, 2013: 178.995 - August, 2023: 272.490

Og den tendens kan de også mærke på kroen i Christiansfeld - især efter coronapandemien.

- Vi er fuldt udlejet, og vi kan ikke få flere ind, siger krofatteren.

Det er meget forskellige mennesker, der besøger den gamle kro. Nogle rejser langvejs for maden, mens andre fejrer større arrangementer som bryllupper, fødselsdage eller konfirmationer på kroen.

I hjertet af kroen

I køkkenet er der fuld gang i gasblussene. Kokkene arbejder på højtryk for at forberede maden til de mange sultne gæster. I alt arbejder fem kokke og ti kokkeelever på kroen.

Køkkenchef Lars Kuijt er ved at stege en steak på det, Torben kalder for komfurernes Rolls Royce – et speciallavet komfur, der er så stort, at de måtte rive en væg ned for at få det ind i køkkenet.

Og der bliver ikke sparet på smørret, for sidste år brugte kokkene 10.600 pakker. En del af smørret er gået til kroens hofret, wienerschnitzlen, der blev serveret 4.200 af for gæsterne sidste år.

Køkkenchef Lars Kuijt er i gang med at stege en steak i en god portion smør. Foto: Anne Sophie Lindinger, TV SYD

Giver faklen videre

Efter snart 40 år som ejer af kroen, er Torben klar til at give faklen videre til køkkenchef Lars Kuijt og hans kone, der også arbejder på kroen. Fra 1. januar 2028 overtager parret driften af kroen, men Torben kommer fortsat til at eje bygningerne.

- Det er store sko at skulle udfylde, og vi har arbejdet på overtagelsen i flere år. Jeg glæder mig, men det bliver også hårdt arbejde, siger Lars Kuijt.

For køkkenchefen er der en helt særlig grund til, at han gerne vil overtage Tyrstrup Kro.

Tyrstrup Kro har ligget ved Christiansfeld siden 1756. Foto: Anne Sophie Lindinger, TV SYD

- Vi er som en familie, og vi kan udfolde os, som vi har lyst til. Vi skal ikke først spørge to ledere om lov, som man skal på et hotel, fortæller han.

Og selvom Torben glæder til at give ansvaret videre, betyder det også, at han skal finde ud af, hvem han er, når han ikke længere er kromand.

- Det er jo en livsstil og en del af min identitet. "Hvem er Torben? Det er den tidligere kromand på Tyrstrup", griner han.

Voldsom front ramte Syddanmark - senere gik kraftigt blæsevejr i land

Udgivet

En sjældent kraftig front bevægede sig lørdag henover Danmark og gav skybrud i Sønderjylland - koldfronten blev senere afløst af kraftigt blæsevejr fra vest. TV SYD takker alle, der har delt billeder og videoer med redaktionen.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her

Nødvendig cookies

Navn Udbyder
CookieConsent tvsyd.dk
__whplayCrate tvsyd.dk
__whseenVerticalVideosCrate tvsyd.dk
frequencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyLastVisitV2 tvsyd.dk
visitHistoryFrequencyV2 tvsyd.dk
visitedPagesV2 tvsyd.dk

Funktionelcookies

Navn Udbyder
JSESSIONID LinkedIn
bcookie LinkedIn
bscookie LinkedIn
csrftoken instagram.com
lang LinkedIn
li_gc LinkedIn
lidc LinkedIn

Markedsføringcookies

Navn Udbyder
LAST_RESULT_ENTRY_KEY YouTube

Præferencercookies

Navn Udbyder
NID Google

Statistikcookies

Navn Udbyder
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb_expires Chartbeat
Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref_expires Chartbeat
_cbt Chartbeat
Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2_expires Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4_expires Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp_expires Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3_expires Chartbeat
ebx_webtag_ Echobox
userId tvsyd.dk

Brugeroplevelsecookies

Navn Udbyder
sp_landing spotify.com
sp_t spotify.com
tableau_locale public.tableau.com
tableau_public_negotiated_locale public.tableau.com