Teltpladsen på Jelling Musikfestival er åbnet
Hundredvis af festivalsgæster er netop løbet ind på teltpladsen på årets Jelling Musikfestival.
Hegnet blev traditionen tro fjernet klokken 12, og det markerer, at årets festival er skudt i gang.
De første kunstner går dog først på klokken 16:15, men der er utvivlsomt store musikalske oplevelser i vente, da årets program byder på kunstnere som Suspekt, Travis, Aqua og Nelly Furtado.
Ét af de nyeste stjerneskud på den danske musikhimmel, Mumle, der kommer fra Vamdrup, spiller også på festivalen.
Det er samtidigt hendes første festival som professionel kunstner, så derfor er det med garanti en spændt debutant, der går ind til en oplevelse, som hun forhåbentligt aldrig glemmer.
Mumle brød for alvor igennem med hittet “Det modsatte” i løbet af 2023, og i den forbindelse besøgte TV SYD hitmageren til en snak om bristede drømme, et anderledes møde med musikbranchen og gennembruddet.
Det kan du læse mere om i linket nedenfor.