Nu påvirker Corona-frygten også lokale superligaklubber
Torsdag aften var både AC Horsens og Sønderjyske i pokalkampe - og her spillede frygten for Corona-smitte også med. De to lokale klubber vandt begge og trak hinanden i semifinalen.
Opdateret med resultaterne af aftenens kampe og efterfølgende lodtrækning
AC Horsens spiller i aften klokken 20.00 pokalkvartfinale mod Silkeborg IF på CASA Arena i Horsens - og her har AC Horsens taget forholdsregler i forhold til coronavirus.
Det sker efter, at Divisionsforeningenen meddelte, at coronavirus har ramt Superligaen og ført til, at bl.a. spillere fra Brøndby og Lyngby er sendt i karantæne af sundhedsmyndighederne.
Den tidligere Brøndby- og landsholdsspiller Thomas Kahlenberg har pådraget sig coronavirussen. Han var i søndags til stede ved kampen mellem Brøndby IF og Lyngby BK.
Styrelsen for Patientsikkerhed er i gang med en opsporing af de personer, Thomas Kahlenberg var i kontakt med i forbindelse med kampen – og allerede nu er flere personer omkring både Brøndby IF's og Lyngby BK's organisation blevet sendt i karantæne.
Derfor bliver der i Horsens ikke spillerbesøg i fanklubben eller i ACHibalds Corner før og efter kampen.
AC Horsens opfordrer på sin hjemmeside tilskuere og andre interessenter til ikke at møde op på stadion, hvis de har befundet sig i et af risiko-områderne eller har været i kontakt med en smittet person.
Spillere, trænere og ledere fra både hjemmeholdet og Silkeborg IF holder sig fra kontakt med andre end kampens sportslige aktører, og derfor vil der ikke være håndtryk, highfives og autografskrivning til fans.
- Vi bliver løbende orienteret om situationen af Divisionsforeningen og følger selvfølgelig anbefalingerne fra sundhedsmyndighederne. Som tingene ser ud nu, så spiller vi pokalkampen i aften og den kommende tid i Superligaen, siger Kristian Nielsen, direktør i AC Horsens.
Klokken 17.45 gik pokalkampen mellem FC Randers og Sønderjyske i gang - og også her er der taget skridt til, at spillerne og andre fra de to klubbers sportslige stab ikke kommer i direkte kontakt med sponsorer og tilskuere.
Sønderjyske og AC Horsens mødes i semifinale
Sønderjyske havde to chancer i hele kampen, men modsat Randers formåede de at udnytte mulighederne og vandt 2-1.
Sønderjyskes Emil Frederiksen blev matchvinder, da han to minutter før tid hamrede et direkte frispark i kassen via undersiden af overliggeren og ved hjælp af et stort målmandsdrop fra Randers-keeper Jonas Dakir.
AC Horsens måtte ud i straffesparkskonkurrence før Peter Therkildsen på det 9. spark kunne sikre sejren med cifrene 8-7 efter 1-1 i ordinær og forlænget spilletid - og altså samlet sejr på 9-8.
Efter slutfløjtet blev der trukket lod om modstanderne i semifinalen - og her tørner Sønderjyske og AC Horsens sammen, mens AaB og AGF mødes i den anden semifinale. Semifinalerne bliver spillet 22. og 23. april.