Mand fik glas i hovedet - kort efter faldt stort stykke ned
Fredag eftermiddag udspillede der sig et mindre drama, da et stykke glastag styrtede ned over et venteområde på Horsens Trafikterminal.
Det viser video fra stedet. TV2 Østjyllands har talt med kvinden, der har optaget videoen.
Hun fortæller, at en person havde fået mindre stykker glasskår på skulderen, da glasset begyndte at sprække.
Det fik folk på busterminalen til at flytte sig væk fra området, og det var fornuftigt. Kort efter faldt et større stykke glastag ned på busterminalens udendørs venteområde, hvor der kort forinden havde stået passagerer og ventet på busser.
Episoden fandt sted omkring klokken 15, oplyser kvinden.
TV SYD har rakt ud til Midttrafik for at høre, hvordan hændelsen kunne ske, og hvad selskabet gør herfra. Men selskabet er ferie- og weekendramt, og den vagthavende kan ikke udtale sig i sagen.