Ingen DGI Landsstævne 2021 i Horsens - men i Svendborg
DGI Landsstævne 2021 finder sted i Svendborg. Horsens Kommune var også med i opløbet om at blive vært for landsstævnet.
DGI har netop offentliggjort, at Svendborg er udvalgt som værtskommune for DGI Landsstævne 2021, der bliver det 28. i rækken.
Landsstævnet er Danmarks største breddeidrætsevent og ventes at trække mellem 25.000-30.000 danskere til byen. Der vil være løb, fodbold, mountainbike og gymnastik og et hav af andre idrætsaktiviteter, shows og workshops, og alle over 15 år kan deltage.
Horsens har tidligere været værtsby for landsstævnet tilbage i 1990 - og byen var også med i opløbet om at blive vært for landsstævnet.
DGI-formand Søren Møller slår i en pressemeddelelse fast, at både Horsens og Svendborg Kommuner har skrevet nogle spændende ansøgninger til DGI om at blive værtskommune for landsstævnet. Og DGI's udvælgelsesudvalg har haft to gode besøg i de to ansøgerkommuner for at se på faciliteter og muligheder.
- Det er mit klare indtryk, at vi kunne lave et fantastisk landsstævne i begge byer. I en dialog med Horsens Kommune er det dog blevet klart, at Horsens Kommune operer med en mindre økonomisk ramme. Men Horsens er ikke valgt fra, Svendborg er valgt til, siger Søren Møller.
Esbjerg har også været værtsby for DGI landsstævne i 1976 og 2013, mens Haderslev var det i 2006.
Fakta om DGI's landsstævner:
DGI har arrangeret landsstævner cirka hvert fjerde år siden 1861.
Næste landsstævne er i Aalborg den 29. juni-2. juli 2017. Siden tilmeldingen åbnede 1. oktober 2016 har over 20.000 meldt sig til, herunder over 6000 efterskoleelever, der vil udgøre verdens største opvisningshold. I alt ventes der over 25.000 idrætsglade danskere til Aalborg, og de kan vælge mellem mere end 25 idrætter og over 400 aktiviteter.
Deltagerne til DGI Landsstævne kan selv sammensætte deres eget program og prøve forskellige idrætter og workshops. Alle over 15 år kan deltage, uanset om de er medlemmer af en idrætsforening eller ej.
Landsstævnet arrangeres i tæt samarbejde med værtskommunen og det lokale foreningsliv, der bl.a. er med til at skaffe frivillige hjælpere.