Hun bar på hemmelighed i flere måneder
Det bliver håndboldspilleren Niklas Landin og sejleren Anne-Marie Rindom fra Horsens, der skal bære dannebrog, når de olympiske lege begynder 26. juli i Paris.
33-årige Anne-Marie Rindom blev kontaktet tilbage i marts om udnævnelsen. Det skulle holdes hemmeligt, lød beskeden.
- Det har da været okay svært, at jeg ikke måtte sige det til nogen. Det er en glædelig nyhed, som man gerne vil dele med sine nærmeste, siger hun.
Sejleren ser udnævnelsen som det ultimative klap på skulderen.
- Det er en fantastisk ære at få lov at blive fanebærer ved OL. Jeg føler mig utrolig stolt over at få den anerkendelse.
For første gang foregår åbningen ikke på et stadion, men på Seinen i Paris.