Hjemstavnen hylder Simon Kjær: Han er en virkelig god dreng
Simon Kjærs hjemstavn er stolt af den måde, han håndterede Eriksens kollaps.
A true captain.
Det er reaktionen fra Simon Kjærs tidligere chef i den lokale urmager i Lund ved Horsens.
- Han agerede fuldstændig, som han skulle i sådan en situation som en anfører for landsholdet, siger Joachim Hyldtoft, der er ejer af urmageren Danaure.
Alle i Lund ved Horsens ved nemlig, hvem Simon Kjær er. Landsholdsanføreren var næstlængst væk fra Christian Eriksen - da han kollapsede under kampen mod Finland - men han var fremme som nummer to ved sin holdkammerat og ven.
- Vi ser superstolte af ham, siger Tove Ladekjær.
Noget helt særligt
Byen har flere gange været stolte af Simon Kjær, men denne gang er det noget helt særligt.
- Det er da dejligt, når man bor i en lille by som Lund og så have sådan en repræsentant ude i den store fodboldverden, siger Tove Ladekjær.
- Han var god og passede på de andre. Det var rigtig fint, siger Ivalo Lennert Andreassen.
- Flot indsats. Han er jo den første derhenne, og han går også hen og tager sig af Christians kæreste. Der er ingen tvivl om, at den fanger han lige med det samme og kæmpe cadeau og kæmpestor ros, siger Jacob Sebastian Nielsen, der er uddeler i Dagli' Brugsen i Lund.
En alvorlig oplevelse
Simon Kjær viste vejen, da hans holdkammerat Christian Eriksen faldt om på banen mod Finland
- Det var meget alvorligt at opleve, synes jeg, siger Jacob Sebastian Nielsen.
En handling, der ikke kun bliver bemærket i byen Lund, men også er gået verden rundt. Blandt andet på gaden på gaden i Bruxelles, hvor Simon Kjær også bliver hyldet.
- Jeg blev glad for, at hans holdkammerat, hvis navn jeg ikke husker, var meget korrekt. Gudskelov, at han var der og kunne hjælpe ham, siger en beboer fra Bruxelles.
De seneste par dage har snakken i Lund gået på episoden, også hos den lokale urmager, hvor Simon Kjær arbejdede som ung.
- Det er helt exceptionelt, som han blev hyldet efterfølgende også. Det er jo virkelig stort at se ham på forsiden af alle medierne. Så tænker man: Ham knægten, ham har vi sgu alle sammen kendt her i huset. Det er fedt, for han er en virkelig god dreng, siger Joachim Hyldtoft, der ejer Danaure i Lund.
Mens byen har talt om Simon Kjær, har han selv holdt kortene tæt ind til kroppen efter lørdagens hændelse. Men i dag brød han tavsheden med et opslag på Twitter, hvor han skriver, at det er et chok, der vil sidde i ham for altid. At det vigtigste er, at Christian Eriksen er okay, og at han er stolt over den måde, holdet agerede på.
Mine ord.#ForDanmark🇩🇰 pic.twitter.com/mzhWcqdJoH
— Simon Kjær (@simonkjaer1989) June 17, 2021
Den samme stolthed er der også i byen.
- Det er i sådanne situationer, man skal vise sig, hvem man er. Når det går godt, kan man sagtens være verdensmand, men når det virkelig gælder, så er det flot, at man så også virkelig siger, det er nu, jeg skal træde til. På den måde kan vi sige, vi ikke kan være andet end stolte af Simon Kjær her i Lund, siger Tove Ladekjær.