Det er de mennesker, der betyder mest, men som hun ville ønske, hun aldrig havde mødt.

Sådan beskriver Helle Tornbjerg de kvinder, hun mødes med hver anden tirsdag i Horsens. Hun er en del af en sorggruppe for forældre, der har mistet et barn - en mulighed hun ikke har kunnet finde i Silkeborg. Derfor tager hun gerne turen til sorggruppen i Sund By i Horsens.

- Det er de vigtigste personer i mit liv, siger hun.

Hun mistede sin søn i juli sidste år, og tre måneder senere fandt hun det netværk, hun manglede, i Horsens.

26. juli, 2023

Jacob bankede på ruden til køkkenet med et sæt bremser i hånden.

- Mutti, det var vist godt, at jeg fik skiftet dem her, fordi det var lige før, det var på jernet. Så grinede han.

De havde lige lavet årets fødselsdagslagkage sammen den 26. juli 2023, dagen før Helle Tornbjergs søn skulle fejre sin 19 års fødselsdag.

De fik aftensmad, og så skulle bremserne køres til. Jacob var mekanikerlærling, så han havde gjort det mange gange før.

Denne gang kom han bare ikke hjem.

- Jeg bliver vækket af, at der bliver banket på døren klokken kvart over et om natten. Der står to betjente og fortæller, at jeg skal få fat på én, fordi Jacob har været indblandet i et alvorligt trafikuheld, fortæller Helle Tornbjerg.

Hun får fat på sin lillesøster, vækker sin datter og kører mod Aarhus Universitetshospital, hvor Jacob ligger på traumecentret.

- Jeg husker tydeligt, hvad der skete hele den uge, siger Helle Tornbjerg.

Dagene efter ulykken skulle hun pludselig tage stilling til, hvad der skulle ske med Jacob, der ved ulykken havde slået hovedet kraftigt og forsaget kraniebrud.

Lægerne kunne ikke garantere, at han ikke ville blive lam. Han ville måske heller ikke have et sprog. Og måske ville han heller ikke kunne kende hende.

- Der var meget, meget kaos. Men jeg var ikke i tvivl om, at respiratoren skulle slukkes.

Hun har selv arbejdet som intensiv sygeplejerske på intensivafdelingen på Aarhus Universitetshospital, så hun vidste godt, hvad der stod på de forskellige apparater, og hvad det betød.

- Det er først her bagefter, at jeg har tænkt: 'hvad nu hvis?' - Hvad nu hvis han var en af de ganske få, som kunne have kommet sig?

I tiden efter var der mange undersøgelser, men der er aldrig kommet et svar på, hvad der skete den nat, Jacob kørte ind i et træ.

Ligesindede mødes

Helle Tornbjerg oplever, at det kan være svært for hendes omgangskreds at spørge ind til sorgen, og det er måske ikke alle, der forstår, at hun har brug for at snakke om det i det omfang, hun har.

Det forstår de i sorggruppen i Horsens.

- Det betyder alt. Det betyder, at man ikke føler, at man er ved at blive skør. Der er mange i omgangskredsen og familien, der tænker "bliver du ved med at være ked af det?", og det gør jeg. Jeg er hele tiden ked af det indeni, og det forstår vi dernede. Vi kan trøste hinanden, og vi kan også grine sammen, siger hun.

Der er ikke en fast ramme for, hvad de skal, men snakken flyder frit om kirkegårdspynt, den tomme stol om bordet, og hvordan de stadig er mødre for deres levende børn.

- Det er rigtig trygt og godt, og det føles som om, vi har kendt hinanden altid, siger hun.

Et vigtigt tilbud

I Sund By i Horsens tilbyder de forskellige sorggrupper, og har generelt til formål at hjælpe trivsel, fællesskaber og frivillighed på vej.

- Vi ser, hvad der er behov for. Vi er heldige, at vi har denne Sund By butik, hvor vi har kræfterne til at starte nye initiativer op, der hvor der er et behov. Det har vi mærket, at det er på dette område, siger Ingunn Jacobsen, der er leder hos Horsens Sund By.

Det er et kommunalt tilbud, hvor der løbende opstår arrangementer og fællesskaber.

- Det er fantastisk at få lov til at skabe de muligheder og sætte folk sammen og give dem muligheden for at få det bedre. Vi er egentlig taknemmelige for, at vi får lov til at gøre noget, der er så meningsfuldt, siger hun.

De har skabt deres egen fællesskabsportal, hvor flere end 500 fællesskaber i og omkring Horsens er samlet.

Så længe det er nødvendigt

I rummet, hvor de samles, kan der være helt stille i flere sekunder. Men selvom der er mussestille, så er det tydeligt, at de forstår hinanden. Også når ord er overflødige.

Når alle kvinder i gruppen er samlet, er de fem. Det har udviklet sig til at være mere end en sorggruppe, hvor de mødes hver anden tirsdag. De planlægger også aftener ude, hvor de spiser sammen.

- Jeg er glad for, at jeg har mødt dem, og jeg er glad for, at jeg har hørt om den her sorggruppe i Horsens, og at tilbuddet er der, siger Helle Tornbjerg.

Så selvom det er hårdt og tungt at komme igennem dagene, så letter det en lille smule, når hun går ud af døren i Horsens Sund By.

- Det lyder mærkeligt, men jeg har det godt, fordi jeg føler, at det er et trygt sted. Det er vores fristed på en eller anden måde. Det er her, jeg virkelig bliver mødt, set og forstået, siger hun.