Daniel blev årets Ener
Den 19-årige iværksætter Daniel Johannesen fra Horsens er kåret som Årets Ener, da Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) uddelte priser.
Daniel Johannesen, der står bag netbutikken Watery.dk, vandt nemlig prisen som Årets Ener ved uddelingen af E-handelsprisen 2018.
Ener-prisen er en særpris, og Daniel var sammen med fem andre nominerede alle personer, der på hver sin måde har imponeret FDIH’s direktør i løbet af året.
De seks virksomheder fik torsdag aften hver især tre minutter på scenen til at overbevise festdeltagerne om, at netop de skulle vinde prisen. Herefter stemte publikum på deres favorit, som altså blev Daniel Johannesen.
Den unge iværksætter og gymnasie-elev fik stående klapsalver af de knap 800 deltagere, da han gik på scenen.
Sejren kom bag på Daniel Johannesen, der driver virksomheden ved siden af sin skolegang og havde sin far med til prisfesten:
- Det er så stort. Jeg er virkelig rørt, for det er jo branchen, der har stemt på mig. Jeg ser op til rigtig mange af dem, så jeg er vildt glad.
Han kunne dog ikke feste hele natten, da han skulle hjem og forberede sig til en eksamen fredag.
Esbjergvirksomhed fik også pris
Prisen som Brugernes Favorit blev traditionen tro også uddelt til prisfesten. Sidste år scorede Unisport prisen, men i år løb Kids-world i Esbjerg med hæderen og kan dermed bryste sig af at være brugernes digitale yndling: