9 års fængsel i narkosag - 10 kilo amfetamin og skydevåben fundet på loft
I en sag om en stor portion narkotika, som betjente fandt på et loft i et hus i Ølgod, er der lørdag gjort kort proces.
Mindre end et døgn efter anholdelsen har en af fire anholdte tilstået i Retten i Horsens. På bundlinjen i den såkaldte straksdom står der fængsel i ni år.
Det oplyser specialanklager Anna Holm Christensen fra Sydøstjyllands Politi lørdag eftermiddag.
Det var tidligt fredag aften, at betjente gik i aktion og ransagede en ejendom, som ifølge politiet tilsyneladende er under renovering.
På loftet lå der ti kilo amfetamin, og politifolkene fandt ifølge anklageren også tre skydevåben. Et haglgevær og to pumpguns.
Som nævnt blev i alt fire mænd anholdt, og den ene, der er 25 år, har altså i lørdagens grundlovsforhør erkendt sig skyldig i, hvad politiet beskriver som besiddelse med henblik på videreoverdragelse.
Narkotikaen skulle have været overdraget i Grindsted, fremgår det af den sigtelse, som er blevet læst op i lørdagens retsmøde.
Derimod nægter de tre andre mænd at have haft noget med narkoen og de tre våben at gøre.
Men dommeren har besluttet at varetægtsfængsle dem frem til 11. april, oplyser specialanklager Anna Holm Christensen.
Vi fremstiller 4 personer i grundlovsforhør i Retten i Horsens kl. 1000. Personerne er mistænkt og sigtet i en sag om en større mængde narkotika. Anklagemyndigheden har anmodet om lukkede døre af hensyn til efterforskningen. Vi kan ikke oplyse yderligere for nuværende #politidk
— Sydøstjyllands Politi (@SydOjylPoliti) March 16, 2024
På baggrund af grundlovsforhøret er en person idømt en straksdom på 9 års fængsel. Herudover er tre personer varetægtsfængslet i 4 uger #politidk https://t.co/ujC7MztVR9
— Sydøstjyllands Politi (@SydOjylPoliti) March 16, 2024