81-årige Carl er stadig forsvundet: - Vi håber på et mirakel
Trods flere henvendelser og tip er 81-årige Carl Petersen fortsat ikke fundet. Familien håber på det mirakel.
Siden torsdag aften har politi, familie og borgere ledt efter den 81-årige demente Carl Petersen, der torsdag aften forsvandt fra sin ældrebolig ved plejecenter Ceres på Nørretorv 1 i Horsens. Dog fortsat uden held.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi lørdag formiddag til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi har kortlagt en stor del af de steder, hvor vi formodede, at han kunne være, og vi har også haft både hundepatruljer og en helikopter ude, men det har fortsat ikke givet noget resultat, siger John Skytt, vagtchef hos Sydøstjyllands Politi.
Han fortæller dog, at der er kommet en del henvendelser og tip ind, og nogle af dem er de lørdag formiddag ved at tjekke.
- Vi har fået nogle henvendelser, som vi pt. er ved at trykprøve for at se, om der er hold i dem. Hvis vi skønner, der er det, så sætter vi selvfølgelig ind overfor det, siger han og fortsætter:
- Og får vi en anmeldelse om, at han er set i et område, så er vi også klar til at sætte hundepatruljer ind igen. Vi drosler ikke ned, før der er en formodning om, at der ikke er mere at gøre, siger han.
Lokalbefolkningen hjælper med eftersøgningen
I Horsens er lokalbefolkningen gået sammen for at hjælpe med at lede efter Carl Petersen. Rigtig mange har derfor de seneste dage været på gaden for at lede.
- Folk er berørte af det, og de er meget hjælpsomme, lyder det fra Susanne Møller, der får meldinger ind fra folk om, hvor de har ledt.
For at effektivisere og hjælpe de pårørende har hun nemlig lavet et overblik over, hvilke steder der er ledt og hvornår, som hun har delt i byens Facebookgruppe. Her kan folk løbende melde ind til hende, hvor de har ledt, og så opdaterer hun listen.
- Folk opfordres til, at lede de samme steder igen og igen, men på den her måde undgå vi, at folk leder det samme sted 10 minutter efter, at nogle andre lige har ledt, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Og hun får mange kommentarer ind hele tiden. Så mange af det nogle gange har været svært at følge med.
- Jeg kan mærke, at folk begynder at blive frustrerede over det. De kan ikke få det til at passe, at man bare kan synke i jorden på den måde. Jeg fornemmer, at der er rigtig mange ude og lede. Nogle gange har det været svært at følge med, når jeg skulle opdatere listen, siger hun.
Det er overvældende
Også familien har siden torsdag været på gaden for at lede. Jette Petersen er svigerdatter til Carl Petersen, og hun fortæller på familiens vegne, at det er meget overvældende, at så mange hjælper til.
- Vi er så taknemmlige over al den hjælp, vi har fået. Vi havde ikke i vores vildeste fantasi kunne forestille os, at folk på den måde smed, hvad de havde i hænderne og gik ud og ledte, siger Jette Petersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Vi håber på et mirakel, men vi skal også indstille os på, at han kan være død.
Jette Petersen, svigerdatter
Familien er dog også begyndt at indstille sig på, at det kan have været svært for den ældre herre, at klare kulden.
- Vi er realistiske, for han er jo en ældre herre, som er tynd og spinkel, så vi er godt klar over, at snart 48 timer ude i den her kulde, kan have været hård for ham. Vi håber på et mirakel, men vi skal også indstille os på, at han kan være død.
- Men vi vil hellere finde ham død end slet ikke at finde ham, så vi håber inderligt, at folk vil fortsætte med at lede, siger hun.
Sydøstjyllands Politi vil fortsat meget gerne høre fra folk, som kan hjælpe med opklaringen af, hvor Carl Petersen er. De kan kontaktes på tlf. 114.
Carl Petersen er ifølge politiet dement, 172 centimeter høj, almindelig af bygning, formentlig iført en lys sommerjakke, og så bruger han briller med guld stel.