24-årig er yngste kvinde med særlig uddannelse
Iben Thisvad skød brystet frem, da hun fik en skade i ryggen som 17-årig. Hun er i dag en fremadstormende fodboldtræner og blev i begyndelsen af året en historisk en af slagsen.
Iben Thisvad var i september 2023 en af 106 licenserede kvindelige fodboldtrænere, hvilket udgjorde knap fire procent af den samlede trænermasse i landet.
Derfor tillader jeg mig at spørge en af de få kvindelige fodboldtrænere i landet kækt.
Er det et udtryk for, at mænd er bedre som fodboldtrænere?
- Det tænker jeg bestemt ikke. Jeg tror tværtimod, at det er et udtryk for, at fodbold traditionelt set og stadig er mandsdomineret, hvor mændene har været vant til have de positioner, siger Iben Thisvad.
Den 24-årige fodboldtræner fra Horsens mener, at mere synlighed kan få flere kvinder i trænertøjet. Et syn hun ikke selv havde øjet for, da hun var yngre.
Kun haft mandlige trænere
Iben Thisvad spillede oprindeligt fodbold i FC Horsens, men en rygskade satte en stopper for det i de senere teenageår.
Hun var dog ikke færdig med sporten. Klubben spurgte Iben, om det ikke var noget for hende at blive træner.
- Det føltes naturligt, selvom det ikke var noget, jeg selv havde tænkt på. Men jeg blev grebet af det, og det var sjovt, fedt og motiverende stadig at have en rolle i fodboldmiljøet, siger hun.
Hvorfor var det ikke naturligt at gå den vej i første omgang?
- Det er jeg usikker på, da jeg håbede på stadig at spille fodbold. Det har nok implicit spillet ind, at jeg aldrig selv havde en kvindelig træner. Det er ikke ens betydende med, jeg kunne gå trænervejen alligevel, men der var ikke de naturlige rollemodeller at se op til, siger Iben Thisvad.
Talentet som fodboldspiller rakte nok ikke til en professionel karriere, men efter et par sæsoner som træner i barndomsklubben, kom tiden til et større niveau for den dengang 20-årige horsensianer.
- Jeg brændte for det, så jeg ønskede at komme i et miljø, hvor fodbold nærmest var hverdagen og rummede mere end bare to træninger om ugen, siger hun.
Den mulighed fik hun en time syd på i Kolding IF, hvor hun var træner på klubbens akademi i tre og et halvt år.
På bølgelængde med spillerne
Det er vigtigt for Iben Thisvad at kende menneskerne og ikke kun fodboldspillerne, hun arbejder med. Derfor er hun også interesseret i at høre om spillernes liv udenfor kridtstregerne.
Det er noget, som har fået 16-årige Kamma Bundgaard Fredsted fra Kolding til at blive ved med at spille fodbold.
Hun spiller for Kolding IFs U-19 hold, hvor fodbold fylder det meste af ugeskemaet med fem træninger og en kamp samtidig med at tage en ungdomsuddannelse.
Kamma Bundgaard Fredsted havde ikke haft kvindelige trænere før Iben Thisvad.
Den unge fodboldspiller ser fordele i en kvindelig træner.
- De er lidt mere på samme bølgelængde som os selv, så vi kan også snakke om andre ting end fodbold, hvis der er noget, der fylder ved siden af, siger Kamma Bundgaard Fredsted.
Trods få kvindelige trænere på landsplan er tre ud af fire cheftrænere på Kolding IFs akademi kvinder.
Klubben ansætter først og fremmest på baggrund af kompetencer ifølge Kasper Mayland Kjærsgaard, der er ansvarlig for pige- og kvindeafdelingen. Alligevel er det ikke tilfældigt, at majoriteten er kvinder på cheftrænerposten.
- Nogle mænd kan godt være højtråbende og skabe et miljø, som vi ikke vil have omkring pigerne. De skal dog også kunne klare, at der bliver sat nogle krav til dem, og det synes jeg også, kvinderne er gode til, siger han og mener, at kvindelige trænere er en mangelvare herhjemme.
Iben Thisvad skal ligesom spillerne balancere en travl fodbolduge med et uddannelses- eller arbejdsliv ved siden af. Hun læser til pædagog i Horsens, så de fleste dage varer fra klokken otte om morgenen til klokken ti om aftenen.
- Det er travlt og hektisk til tider, men jeg oplever det ikke sådan for det meste. Det er så meningsfyldt for mig, og det er det både for min personlige udvikling men også muligheden for at påvirke spillernes fodboldmæssige kompetencer og den dannelsesrejse, jeg oplever, de også er på. Det er enormt motiverende, og det vil jeg gerne bruge tid på, siger hun.
Iben Thisvad mangler halvandet år af sin pædagoguddannelse, men hun færdiggjorde en stor skalp på træneruddannelsen i begyndelsen af året.
Yngste kvinde i landet
Der er fire niveauer indenfor trænergerningen, som opdeles i en C, B, A og pro licens.
Jo højere niveau man vil træne på, jo højere licens kræver det. Iben Thisvad har for nyligt gjort sine træningsmuligheder større, da hun i januar blev den yngste kvinde i landet med en A-licens. Her bestod hun den endelige prøve med topkarakter.
- Det er jeg enormt glad for og stolt af. Det var en ambition for mig, og så var jeg heldig at være i en klub, der har troet på mig og skubbet mig i den retning, siger hun.
Trænerevnerne skal dog ikke bruges i Kolding, da hun ved årsskiftet drog til FC Midtjylland.
Her er hun frem til sommeren 2028, hvor det kommende halve år er transitionstræner, hvorefter hun overtager roret som cheftræner for U-19 holdet.
Alligevel klapper hendes tidligere klub i hænderne over bedriften.
- Hun er mega sej, og hun er helt klart en stor rollemodel for os, da hun har stået det samme sted, som mange af os gør lige nu, siger Kamma Bundgaard Fredsted.
Iben Thisvad drømmer om at gøre livet som fodboldtræner til en levevej og gerne med stort cheftrænerjob i udlandet.
Hun har dog svært ved at betragte sig selv som en rollemodel.
- Det er et stort ord, men jeg håber at inspirere nogen. Både mine spillere på nært hold men også andre kvindelige trænere ved at vise, at der er plads til dem, siger hun.