Sportsfiskerforbund: Der er opdrættet mindst 400.000 sølvlaks i havbrug
Danmarks Sportsfiskerforbund mener, at Hjarnø Havbrug A/S har produceret op til 450.000 sølvlaks. Selv har havbruget oplyst til Hedensted Kommune, at de har udsat 15.000 sølvlaks.
Sølvlaksen svømmer normalt rundt i Stillehavet, men flere østjyske fiskere har i år fået fisken på krogen. Det har været muligt, fordi sølvlaksen er undsluppet fra Hjarnø Havbrug.
Hjarnø Havbrug importerer jo ikke sølvlakseæg for at smide dem ud.
Verner W. Hansen, formand for Danmarks Sportsfiskerforbund
Nu mener Danmarks Sportsfikserforbund, at Hjarnø Havbrug har opdrættet væsentlig flere sølvlaks, end virksomheden har oplyst til Hedensted Kommune.
Oversigt:
Aktindsigt fra Fødevarestyrelsen viser:
- 7. januar 2015 importerer Hjarnø Havbrug 300.000 sølvlakseæg fra Canada
- 5. januar 2016 importerer Hjarnø Havbrug 200.000 sølvlakseæg fra Canada
Selv oplyser Hjarnø Havbrug til Hedensted Kommune:
- 4. januar 2017 udsætter virksomheden 15.000 sølvlaks i Hjarnø Havbrug
- 29. marts 2017 undslipper 200 sølvlaks
Hjarnø Havbrug A/S har oplyst til kommunen, at de i januar 2017 havde udsat 15.000 sølvlaks i deres havbrug, men Danmarks Sportsfiskerforbund mener, at havbrugsvirksomheden har produceret op mod 400.000-450.00 sølvlaks siden 2015.
Det gør de på baggrund af en aktindsigt hos Fødevarestyrelsen, hvor importtilladelser viser, at Hjarnø Havbrug A/S har importeret 500.000 sølvlakseæg siden 2015 fra Canada - derfor antager sportsfiskerforbundet, at der er udsat væsentligt flere sølvlaks end 15.000 i havbruget i Horsens Fjord.
- Hjarnø Havbrug importerer jo ikke sølvlakseæg for at smide dem ud, siger Verner W. Hansen, formand for Danmarks Sportsfiskerforbund, til TV SYD.
Samtidig konkluderer Danmarks Sportsfiskerforbund på baggrund af skælanalyser af sølvlaks fanget i bl.a. Horsens Fjord, at fiskene er ca. 2½ år gamle. De stammer fra æg, der er klækket i foråret 2015 - samme tidspunkt, hvor Hjarnø Havbrug importerer sølvlaksæg fra Canada første gang.
TV SYD har torsdag forgæves forsøgt at få en kommentar fra Hjarnø Havbrug A/S.