Lokale giver gammel, forfalden arrest nyt liv
De lokale borgere i Bjerre er godt i gang med at sætte Bjerre Arrest i stand. Planen er, at der igen skal være liv og mennesker i den tomme bygning.
Når man træder ind af hoveddøren på Bjerre Arrest, er det tydeligt, at bygningen har stået tom siden starten af 80'erne. Malingen er slidt af flere steder på væggen, der også har revner, vinduer er slået itu og på flere af væggene, er der graffiti.
Men det skal være slut nu. En flok borgere fra lokalområdet købte arresten tilbage i 2015, og projektet med at få den fredede bygning restaureret er godt i gang. Taget er skiftet, og det samme er flere af vinduerne. Men der er også stadigvæk lang vej.
I dag bliver bygningen mest brugt til rundvisninger, hvor historier fra den gamle arrest bliver fortalt videre. Derudover er der flere fotografer, der lejer bygningen som lokation til et photoshoot. Og bygningen er også blevet brugt til NERF-kamp med legetøjspistoler, der skyder med skumpile.
Fremtidsplaner
Men Foreningen til Bevarelse af Bjerre Arrest vil igen have liv og mennesker i bygningen - denne gang skal de dog have lov til at forlade stedet, når de vil. Planen med restaureringen af den gamle arrest er, at det skal blive til en primitiv overnatningsmulighed, hvor man kan overnatte i en celle.
- Vi synes jo også, at det er godt, at der kommer liv i bygningen. Der er også et af de primære formål - at det ikke er tomt her, fortæller Jan Simris fra Foreningen til Bevarelse af Bjerre Arrest.
Udover at skaffe mere liv i bygningen, så skal overnatningerne i cellerne gøre, at økonomien kan kører rundt.
Teatret flytter ind
Men allerede nu er der for en stund liv og mennesker i Bjerre Arrest igen. Teater Jævn er nemlig rykket ind i bygningen, fordi de den 11. september har premiere på et nyt teaterstykke, der hedder 'Bjerre Arrest 1945'. Og for at gøre stykket endnu mere autentisk, så bliver stykket spillet i arresten.
- Det giver stykket en helt særlig stemning og en helt særlig autenticitet, som vi ikke ville have fået, hvis vi skulle bygge det op inde i en teatersal. Og det, at man som publikum kan få lov til at gå rundt i historien - falmet som den er, er bare helt fantastisk for os, siger Ramus Ask, der er instruktør på stykket.
Stykket handler om tiden efter Danmarks befrielse i 1945, hvor der i Bjerre Arrest sad omkring 45 landsforrædere og ventede på eller afsonede deres dom. I stykket kommer man rundt i bygningen lige fra arrestforsvarens private bolig i stueetagen til Tingsalen og videre til cellegangene.