Når vækkeuret ringede mandag morgen, var Louise Mejborns første tanke: Hvordan kommer jeg væk fra det her?

På den anden side af soveværelsesdøren ventede hendes sønner, som dengang var to og fire år.

Det var ikke deres skyld. De er bare børn, gentog Louise i et forsøg på at bevare roen, mens hun hjalp dem i tøjet, hældte mælk på havregrynene, jagtede forsvundne drikkedunke og fiskede halvspiste madpakker op af deres rygsække.

Alle mødre oplever hårde perioder, beroligede hun sig selv, men kunne ikke undgå at spørge sig selv, om andre mødre også oplevede en ekstrem udmattelse, konstant tankemylder og hver morgen vågnede med en tåget hjerne?

For Louise betød det, at hun kom til at fare op, så snart drengene sagde hende imod.

- Hvis de nægtede at tage sko på, vrissede jeg ad dem: Hold nu op! Det skal du! Nu tager du de her sko på!

Det var ligegyldige småting, men i øjeblikket fik udmattelsen Louise til at skælde ud, og hun følte sig som en udgave af sig selv, hun ikke brød sig om. Det var ikke den mor, hun gerne ville være.

- Jeg vidste ikke, hvad der var galt med mig, men et eller andet fik mig til at gå fra nul til 100, fortæller Louise Mejborn.

I flere år forklarede hun sig selv, at det måtte skyldes stress, og hun ignorerede sin storesøsters gentagne forsøg på at få hende til at se det mønster, som alle andre i familien så tydeligt kunne se.

På TV SYD Play fortæller Louise Mejborn, hvorfor hun for alt i verden ikke ville tro på sin søster, og hvordan hun efter et års ventetid valgte at aflyse sin tid hos en psykiater.

Frygtede at blive ‘en af dem’

Louise Mejborn beskriver sin otte år ældre storesøster som flyvende og fuld af energi. Hun får hele tiden nye ideer, hun er god til at tage initiativ, og ordene strømmer fra hendes mund.

Modsat sin storesøster har Louise altid været den stille pige i klassen, som aldrig rakte hånden op i timerne eller sagde noget, med mindre hun blev spurgt.

Derfor kom det ikke bag på Louise, da hendes storesøster fik konstateret ADHD. En udviklingsforstyrrelse hvor de typiske symptomer er koncentrationsvanskeligheder, hyperaktivitet og impulsivitet.

Der findes ikke en egentlig oversigt over, hvor mange der er diagnosticeret med ADHD i Danmark, men det vurderes at være 1-3 procent af voksne danskere.

De seneste år er der sket en stigning i antallet af indløste recepter på medicin mod ADHD. I 2022 indløste for eksempel 38.625 piger og kvinder en recepter på ADHD-medicin. I 2012 var tallet 13.420, hvilket er en stigning på 187 procent.

For både mænd og kvinder er antallet af indløste recepter steget fra 43.615 i 2016 til 85.975 i 2022.

- Jeg havde en forestilling om, at det kun var min søster og små ustyrlige drenge, der hang i gardinerne, som fik ADHD, og sådan var jeg ikke, siger Louise Mejborn, som ikke kunne få symptomerne på ADHD til at passe med den indre uro, tankemylder og rastløshed, som hun oplevede.

Heller ikke selvom hendes søster påstod, at der var et mønster.

Forskning peger på, at ADHD er arveligt, da 74 procent af den samlede risiko for ADHD kan forklares ved genetik.

ADHD ses derfor ofte at ramme flere personer i samme familie, men selvom både Louise Mejborns storesøster, nevø og storebror havde fået diagnosen inden for de seneste år, afviste Louise, at der skulle være en sammenhæng.

- Det kunne jeg i hvert fald ikke have, for jeg var ikke ligesom min søster. Det brugte jeg lang tid på at overbevise mig selv om, fortæller Louise Mejborn og uddyber:

- Men egentlig handlede det ikke om ligheden med min søster, men om at jeg frygtede at blive ‘en af dem’. Jeg var så bange for at få stemplet som ‘psykisk syg’ og ryge ned i den kasse.

Koldt vand blev hendes redning

Selvom morgenerne begyndte med et kimende vækkeur, der rev Louise ud af søvnen, følte hun stadig, at hendes hoved sov, når hun steg ud af sengen.

Aftenen forinden havde hun igen grædt efter at havde skældt ud over tandpastapletter på spejlet og bunker med legetøjsbiler på gulvet.

Ofte lå hun vågen til langt ud på natten, fordi tankerne buldrede afsted på en flersporet motorvej og filtrede sig ind i dårlig samvittighed og følelsen af utilstrækkelighed overfor sine børn.

Først når hun trådte ned i det kolde vand, slukkede tankerne.

- Tågen, som jeg følte, at jeg gik med over hovedet, lettede, og det gav mig en rus, så jeg bedre kunne klare dagen, fortæller Louise Mejborn.

Hun begyndte at vinterbade, mens hun ventede på at blive udredt hos en psykiater. For efter gentagne gange at have bortforklaret trætheden, vredesudbrud og de søvnløse nætter med stress, besluttede hun at opsøge sin læge.

Ventetiderne i psykiatrien er dog lange, og Louise måtte vente et år, før hun kunne begynde sin udredning.

- Det føltes uoverskueligt, for jeg kunne tydeligt se, at min adfærd gik ud over min familie, og det var allerede gået nok ud over dem, at jeg havde det skidt, fortæller hun. 

Netop på grund af sin familie og særligt sine to drenge besluttede Louise, at hun måtte gøre noget, mens hun ventede.

Hun badede i havet hver morgen og igen om eftermiddagen. Hun gik 25 kilometer lange ture i et forsøg på at dulme det kaos, der rasede i hendes hoved.

Et kaos som hun, selv den dag hun stod med en diagnose i hånden, nægtede at ville kendes ved.

Det eneste rigtige valg

Efter tredje samtale hos psykiateren fik Louise Mejborn diagnosen ADHD.

- Selvfølgelig, tænkte hun, men lettelsen over endelig at have fået svar blev afløst af skam.

- Jeg følte, at der var mange fordomme om ADHD, så jeg var bange for at fortælle det, for hvad ville folk så ikke tænke om mig?

Med sig ud fra psykiateren fulgte også en recept på medicin.

Fordi der findes forskellige grader af ADHD, er det forskelligt, hvordan mennesker reagerer på ADHD-medicin, og ofte skal man tage det i måneder, før man kan sige noget om effekten.

For Louise betød det, at hun måtte prøve to forskellige slags medicin, før hun oplevede en effekt.

- Det var lidt ligesom at få briller på. Alting omkring mig blev skarpere, og jeg kunne mærke, at jeg ikke længere følte mig træt og udkørt hele tiden, fortæller hun, men pointerer hurtigt:

- Den lille pille har været en kæmpe hjælp, men den er ikke alt. Den har lettet tågen i min hjerne, men det er gåture og især vinterbadning, der har givet mig overskud.

Selvom Louise nu halvandet år efter sin udredning stadig har den sekssporede motorvej i hovedet og nogle gange forsvinder væk i sine egne tanker, har det gjort en afgørende forskel for hende at kende årsagen.

Hun kan stadig føle sig som ‘hende den anderledes’, når hun fortæller om kun at kunne arbejde tre dage i ugen, eller når hun går for sig selv midt under familiefesten for at få en pause.

Men det er en langt bedre tilværelse end før diagnosen.

- Havde min søster ikke fået diagnosen og presset mig til at opsøge min læge, tør jeg ikke tænke på, hvor jeg havde været rent mental. Jeg havde nok været sygemeldt med stress og angst, fortæller hun.

I stedet har Louise fået en hverdag, hvor hun ikke længere ønsker at flygte langt væk, når vækkeuret ringer. Morgenerne foregår nu efter samme rutine hver dag, og sønnerne bliver sendt ud ad døren uden vredesudbrud.

Særligt en samtale, som hun havde med sin syvårige søn for et år siden, gjorde forskellen på hendes to liv tydelig.

- Han sagde til mig: ‘Mor, du er aldrig sur mere, og du råber og skælder heller ikke ud.’

Med de ord følte Louise ikke længere nogen tvivl, og resterne af benægtelse og skam forlod hendes tanker. For når hun så på sine sønner, vidste hun, at valget om at blive udredt havde været det eneste rigtige for hende.