- Pis nu af.

Sådan lød de sidste ord fra Alice Breeds mand.

Ordene var kærligt ment, fordi den 39-årige hustru skulle til en bisættelse i Vejle i starten af 2022. Hun er bedemand og havde derfor travlt med at komme ud ad døren.

Kirkeklokkerne lød nogle timer senere, og Alice Breed tastede efter bisættelsen sin mands nummer ind på telefonen. Den gik på svarer.

Et par timer efter trådte hun ind i deres hjem og råbte, ”så kan du godt stå op, tykke”. Igen, intet svar.

Hun trådte ind i soveværelset og fandt sin mand liggende i sengen.

Da hun puffede til hans fod, røg den ud til siden.

- Hele min verden blev revet fra hinanden, siger hun.

TV 2 Sporten har fulgt en række superligaklubfans med et kamera i programmet 'Mere end en klub'. Alice Breed er en af dem.

Hun har oplevet både kærlighed, sygdom og død. Hun fandt sin store kærlighed og mistede den igen, ligesom hun selv har følt, at hun ad flere omgange har set døden i øjnene.

Men i tomrummet og sorgen har bedemanden i dag fundet to nye kærligheder.

Bedemand i blå hjemmesko

Det er langt fra den klassiske bedemand, der åbner døren på en landevej i Løsning lidt uden for Hedensted.

Alice Breed har en lyseblå knælang kjole på, pelsede hjemmesko og tager imod med et bredt smil.

Hun blev ”ved et tilfælde” bedemand i 2012, fordi hendes mand John startede en bedemandsforretning op.

De har igennem deres forhold haft snakke om både liv og død – ikke kun i arbejdsmæssig sammenhæng, men også fordi aldersforskellen mellem de to var stor.

Alice Breed var 17 år, da hun fik en tungepiercing i Johns nyopstartede tatooshop i Horsens. Hun blev ansat og langsomt spirede forelskelsen, der var gensidig.

John var 41 år og i et forhold, men han blev skilt, og to år senere flyttede de sammen.

Men fordi han var 24 år ældre, havde de flere dybe snakke om, hvornår og hvorvidt de skulle have børn.

- For hvor længe ville barnet i så fald have sin far?, tænkte Alice Breed dengang.

Men det skulle vise sig, at bekymringerne ikke kom til at handle om ham.

Stråler og smerte

Alice Breed var i slut 20’erne, da hun fik følelsen af, at noget murrede og nærmest voksede i hende.

Hun kunne ikke sidde ned, når hun var på arbejde, fordi en stikkende smerte strålede ud i kroppen.

Efter et år og adskillige lægebesøg fortsatte kroppen med at gøre ondt.

- Jeg tog den ene graviditetstest efter den anden, for det føltes som om, noget levede indeni min krop, forklarer Alice Breed.

Hun blev sendt til scanning på sygehuset, og det stod klart, at smerten ikke kun var noget, hun selv mærkede eller bildte sig ind.

På scanningsbilledet lyste prikker op flere steder, blandt andet i halsen.

Her gav lægen hende den værst tænkelige melding.

Ulykker kommer sjældent alene

Alice Breed fik som 29-årig at vide, at hun havde kræft.

Hun fik derfor fjernet sin livmoder og startede i et forløb med kemoterapi.

- Nærmest fra jeg slog øjnene op, var min krop forandret, siger Alice Breed.

Med den fjernede livmoder var beslutningen om børn pludselig truffet for hende og John. Det var ikke længere muligt at få et barn biologisk, om de så ville det eller ej.

I otte måneder var Alice Breed i behandling for kræft. Hendes krop gik i overgangsalderen, og hun følte, at hun skulle lære den at kende på ny.

- Jeg følte ikke, at det var min krop, siger hun.

Og ulykker kommer sjældent alene – det viste sig i hvert fald at være tilfældet for Alice Breed.

Flere tilbageslag

To år efter sin kræftdiagnose blev John syg. Det skete ifølge Alice Breed fra den ene dag til den anden.

- Pludselig kunne han ikke gå fra bilen hen til trappen uden at holde pauser, siger hun.

Han fik på sygehusets hjerteafdeling at vide, at han kun havde 25 procent hjertekapacitet.

Sideløbende med Johns sygdom, der de næste år blev tiltagende værre og værre, oplevede Alice Breed også adskillige tilbageslag.

Lægerne fandt først kræftceller i Alice Breeds hals. Dernæst spredte kræftceller sig i hendes tatoveringer på kroppen.

Sidste år var det nyren, den var gal med.

- Jeg tænkte konstant, hvad mon der sker, næste gange de scanner mig, siger Alice Breed om kræften, der gang på gang de sidste ti år af hendes liv har vist sig at være en mavepuster.

Hun fortsætter:

- Jeg er åbenbart disponibel for det lort.

Men det skulle vise sig, at hun ikke havde oplevet den værste dag i sit liv endnu.

Livløs i sengen

Alice Breed undrede sig over, at hendes mand John ikke tog telefonen, da hun ringede efter bisættelsen i Vejle 22. januar 2022.

Han sov sikkert, som han plejede, tænkte hun første og anden gang, hun forsøgte at få hul igennem.

Men da hun nogle timer senere kom hjem og fandt ham livløs i sengen, ramlede hele hendes verden sammen.

Hun ringede 112 og begyndte desperat en hjertemassage. Men der var ikke noget at gøre. Minutterne føltes som timer, husker hun.

- Hvorfor dig. Hvorfor mig. Og hvorfor nu.

Tankerne rumsterede i hendes hoved. Om og om igen.

Frikadelle og othellolagkage

Alice Breed stod som bedemand selv for begravelsen af John. Han skulle have den helt rette afsked.

Sammen med sønnen Kasper, satte de sig ned og spiste en halv frikadelle og et stykke othellolagkage. Begge var Johns favoritter.

Det resterende fik han med sig i graven sammen med tatoveringsmaskinen og alle de andre ting, han holdt så meget af.

Tiden efter begravelsen var præget af stor sorg. Men Kasper insisterede på, at Alice Breed ikke måtte visne hen, selvom hans far – hendes mand – var død.

Hun fik kontakt til en gammel bekendt, der også hedder John, og venskabet udviklede sig til et forhold. Han fylder 60 i år og er dermed også noget ældre end hende.

- Jeg har nok noget med skaldede, gamle mænd, der hedder John, siger Alice Breed med et smil.

Hun føler sig utrolig glad og taknemmelig for at have fundet en, som hun vil dele resten af sit liv med, selvom hendes største kærlighed er gået bort, fortæller hun.

Der var bare et problem i forholdet med "den nye" John.

"Bare Alice"

John er stor fodboldfan, og han insisterede derfor i starten af forholdet på, at Alice Breed også tog med på stadion for at se fodboldklubben Sønderjyske spille.

- 22 tosser, der render rundt og sparker til en bold? Aldrig i mit liv. Ellers tak, lød det prompte svar fra Alice Breed i efteråret 2022, da hendes nye kæreste spurgte, om hun ikke ville med på stadionet Sydbank Park.

Hun gik med til at se en udebane- og hjemmebanekamp. Derfra gik der ikke længe, før hun var bidt.

De halvfyldte øl, der blev kastet i begejstring fra sæderne over hende, efter holdet scorede, og fællesskabsfølelsen på lægterne gav et sus i kroppen.

I dag kan hun slet ikke undvære fodbolden og turene til Haderslev.

For når hun står på stadion, skal hun ikke forholde sig til andet end kampen. Hun er hverken hende med den afdøde mand, bedemanden eller kvinden med kræft.

Her er hun bare Alice.

Frieri på stadion

Da Alice Breed sidste år fik idéen om at fri til sin nye kæreste John, var hun derfor ikke i tvivl om, at det skulle gøres på en helt særlig måde.

Hun blev juridisk gift på rådhuset med sin nu afdøde mand uden det store ståhej. Derfor skulle det være anderledes denne gang.

Ved Sønderjyskes første hjemmebanekamp i marts 2024 fik hun lov til at stille sig ned på banen inden kampen og synge til sin John og knap 7.500 mennesker på tilskuerrækkerne. De var vidne til det store spørgsmål:

- Vil du gifte dig med mig?

Selvom Johns første reaktion var, at ”det var tarveligt”, sagde han uden tøven ja og begyndte dernæst at græde.

Kampen efter var fyldt med stor lykkerus og adrenalin i kroppen.

Selvom Sønderjyske endte med at tabe 3-0 til Vendsyssel FF, havde Alice Breed vundet.

Er her til låns

3. maj 2025 er der sat kryds i kalenderen til et "rigtigt pigebryllup" med Sønderjyske-tema.

Alt fra brudekjolen til ringene er fodboldklubbens lyseblå farve, ligesom slør og servietter har fodboldklubbens logo printet på sig.

Alice Breed fortæller, at hun er taknemmelig for livet og kærligheden, selvom sorgen konstant bor i hende.

Det kan til tider føles uretfærdigt, at hun mistede sit livs kærlighed.

Men hun forsøger at nyde livet. For med kræften, der fortsat murrer i hendes krop, er hun blevet bevidst om, at vi alle er her på lånt tid.

Sammen med sin nye John finder hun glæden i hverdagen og med fodbolden, mens hun fortsat besøger sin gamle kærlighed ved gravstedet på kirkegården.

Og på bryllupsdagen bliver alle hendes tre kærligheder markeret i othellolagkagen omsluttet af et lyseblåt marcipanbånd.

Til ære for den gamle John. Den nye John. Og for Sønderjyske.