Fængselsbetjente i Renbæk Fængsel skal arbejde 50 timer mere for at vagtplanen hænger sammen
Manglen på fængselsbetjente landet over er katastrofal, mener retsordfører for SF. Forbundsformand mener, fokus både skal være på at tiltrække nye og fastholde nuværende betjente.
Alarmklokkerne lyser rødt i de danske fængsler, og de har gjort det længe.
Fængselsbetjente er gået hen og blevet en mangelvare i landets fængsler, samtidig er antallet af indsatte steget. Siden 2015 er det gennemsnitlige antal indsatte steget fra 3.422 til 4.085 sidste år. I samme periode er antallet af fængselsbetjente faldet fra 2.595 til 2.130, viser tal fra Kriminalforsorgen.
Den aktuelle situation i Renbæk Fængsel ved Tønder illustrerer situationen: Her burde der være 60 betjente til 204 indsatte, men der er kun 46. Bare siden foråret har fængslet mistet syv ansatte, som ikke er blevet erstattet med nye. Det betyder, at de tilbageværende betjente alle skal tage 52,4 timers overarbejde, for at vagtplanen i oktober kan hænge sammen. Vel at mærke overarbejde, der ikke medregner pludselig sygdom eller transport af de indsatte, som udgør en stor del af fængselsbetjentes arbejde.
Retsordfører for SF, Karina Lorentzen, kalder situationen i Renbæk Fængsel og den generelle mangel på fængselsbetjente for katastrofal og peger på indførelsen af hårdere og længere straffe som en af grundene til, at vores fængsler er overfyldte.
- Det siger sig selv, at hvis vi bliver ved med at presse de ansatte på den måde, så siger du jo op. Når man bliver ved med at lægge oven i, så kan det til sidst ikke holdes inden for rammen. Og det er nok desværre det, vi må konstatere, der er sket.
Formand: Fokuser på at få nye og beholde nuværende
Op til flere gange har Kriminalforsorgen med kampagner forsøgt at få flere til at søge ind på uddannelsen som fængselsbetjent. I runde tal mangler der 1.000 betjente.
Et af de steder, hvor man kan blive fængselsbetjent, er på skolen i Møgelkær Fængsel. Skolen åbnede i 2019, og næste år er de første elever færdige med deres uddannelse.
Uddannelsesleder Gitte Holmen Møller siger, at en stor motivationsfaktor for eleverne er den opgave, de løser som fængselsbetjent.
- De er ude at løse en rigtig vigtig samfundsmæssig opgave, hvor de er med til at støtte op om vores retssamfund. De får lov til at arbejde med nogle mennesker, som er i krise.
TV Syd har forsøgt at få et interview med tillidsmanden i Renbæk Fængsel, men han har ikke ønsket at stille op.
Fængselsforbundet formand, Bo Yde Sørensen, peger på, at der både skal fokus på rekruttering og fastholdelse.
- Der skal både sørges for forhold, der kan rekruttere nye betjente, og gøre noget for at fastholde de nuværende. Det er ikke nok at ansætte en hel masse nye, hvis de nuværende tager deres arbejdstøj og går, siger han.
Karina Lorentzen mener, at elevlønnen skal genindføres på uddannelsen.
- Jeg tror, at vi kan rekruttere lidt mere modne mennesker, hvis man ikke skal ned på SU. Det, tror jeg, skærer nogle af dem fra, som har familie og hus.
Udover problemer med at rekruttere nye betjente oplever Kriminalforsorgen også, at mange nuværende betjente stopper. Ifølge Kriminalforsorgens egen analyse kommer den klart største afgang fra frivillige opsigelser. Det sker med grunde som manglende muligheder for karriereudvikling, overbelægning, dårlig bemanding og manglende tid til relationsarbejde med de indsatte.
Partierne på Christiansborg forhandler i denne tid om Kriminalforsorgens økonomi. Justitsminister Nick Hækkerup (S) erkender, at der er store udfordringer i Kriminalforsorgen og opfordrer til, at der findes en løsning på lang sigt.
- Vores kriminalforsorg er presset på fundamentet, og derfor er det også så vigtigt, at vi får lavet en aftale. Min appel til partierne er, at vi fordomsfrit ser på, hvad der kan hjælpe med til at løse den her situation fremadrettet, siger han.
I tirsdags skrev Jyllands-Posten på baggrund af et internt forhandlingsnotat fra forhandlingerne, at danske fængsler i 2025 kan mangle 1000 flere pladser. Det betyder, at fængslerne vil skulle udnytte mere end 120 procent af deres kapacitet.