Britta Thomsen var netop kommet hjem efter en tur i skoven med familiens labrador, Bella, da hun opdagede, at noget var galt.

Hun kaldte hende sig til med tilbuddet om en rest fra frokosten, men der kom ingen hund.

I stedet fandt hun Bella i bryggerset, hvor hun lå helt stiv. Hendes mave var udspilet, og hun kunne næsten ikke holde sig oprejst.

Den var helt galt, tænkte Britta Thomsen, som straks tog Bella med til dyrlægen. Her fik de lov at komme foran i køen, for blandt de andre i venteværelset var der ingen tvivl om, at Bella havde det virkelig dårligt.

Dødelig nikotin

Hos dyrlægen er mistanken, at Bella er forgiftet med nikotin. Britta Thomsen kom nemlig i tanke om, at hun havde set adskillige poser med snus rundt omkring på deres gåtur i skoven.

Det er et fænomen, som dyrlæge og indehaver af dyrlægeklinikken i Hornsyld og i Trige, Thomas Binger Jessen, desværre oplever oftere og oftere.

- Går vi bare tre og fire år tilbage, så er det ikke noget, jeg har hørt om. Heller ikke med cigaretskod eller lignende. Men de seneste to år har vi haft et par stykker af dem, og ud fra det kan man sige, at det for os er et stigende problem, siger han og forklarer, at nikotinen i poserne med snus er giftige for hunde.

Nikotin påvirker nerverne i hele hundens kroppen på én gang, og det kan især blive farligt, når det går ind og påvirker lungerne kraftigt.

- Det kan være dødeligt, hvis hundene er meget små. Hvis de måske kun vejer et par kilo, så skal der altså ikke meget nikotin til, for at det kan være fatalt, fortæller Thomas Binger Jessen.

Kast op i en fart

I de mindre alvorlige tilfælde kan hunde, der har spist poser med snus, opleve svimmelhed og få dårlig mave. De vil slingre på benene, have svært ved at finde ro, savle og så kan de få diarré og kaste op.

Netop opkast er afgørende, da det gælder om at få poserne med nikotin ud af hundens krop hurtigst muligt. Når først poserne er kastet op, så er problemet egentlig ovre, siger dyrlægen, og så skal hundene nok brænde nikotinen af stille og roligt.

- Problemet for os som dyrlæger er dog, at vi ikke kan spørge hunden, om den har spist en pose snus, og vi har ikke nogen test, som kan afgøre det. Så hvis man ser det, og man ved, de har spist det, så kom afsted til dyrlægen, for så kan vi give dem noget, så de kaster op, opfordrer han.

Hundeejerens ansvar

For at fremme opkast får Bella en injektion. Ti minutter senere virker det, og med opkasten følger to poser snus.

- Så havde vi forklaringen og vidste, hvad det var for en forgiftning, hun havde. Dyrlægen gav hende noget aktivt kul, for at Bellas krop ikke skulle optage giftstofferne yderligere, fortæller Britta Thomsen, der trods en dyrlægeregning på 2000 kroner slap billigt.

Nu et halvt år senere har det påvirket måden, hvorpå hun og Bella går tur. Hun skal hele tiden kigge to meter frem og være opmærksom på, om der ligger noget, som Bella ikke må få fat i.

Men er det ikke også hundeejerens ansvar at sikre sig, at hunden ikke spiser noget, som den ikke skal spise?

- Det er det, jo. Vi har da i hvert fald fundet ud af, at der ikke er andre, der kommer og samler de her poser op. Så i begyndelsen samlede vi alle poser op, som vi fandt, men det kan vi ikke blive ved med. Så kunne vi ikke lave andet på vores tur, og det skulle også gerne være en nydelse at gå i naturen sammen med sin hund, svarer Britta Thomsen og tilføjer, at hun nu holder Bella i kortere snor, der hvor hun ved, at der er størst risiko for at støde på poser med snus såsom på cykelstier og ved busstoppesteder.

- Det vokser helt eksplosivt. Vi ser det alle vegne nu, og det gjorde vi ikke for fire og fem år siden. Dengang vidste jeg slet ikke, at de fandtes, og det var altså først her, da Bella blev forgiftet af det, at vi fik øjnene helt op for, hvor meget der ligger rundt omkring. Så vi har advaret mange hundeejere siden.