De har fulgt legens udvikling i mere end fire årtier - nu er det slut
I Tørring har man kunnet købe legetøj hos Bio Hjørnet i mere end 40 år. Nu er det snart slut, når Annie og Poul Erik Vingum går på pension.
De har pakket ud, sat på hylder og solgt alverdens legesager siden 80'erne. De har haft de fleste af de monsterpopulære stykker legetøj i hænderne.
Barbie, Beyblades, yoyo'er, Bruder-maskiner, Bratz, Polly Pocket, fidget spinners, squishmallows. Listen er lang.
- Der har været en rigtig stor udvikling. De fornyer sig hele tiden og prøver at få trendsene til at vare ved, siger Annie Vigum.
Trends har der været mange af i butikken, hvor de altid har prøvet at have lidt af det hele. Efter 41 år som legetøjssælgere, sælger de nu ud, for det er tid til at gå på pension.
Hektiske men gode år
Der skulle få tanker og en byttehandel til, før parret blev indehavere af en legetøjsbutik i 1983. Ham, der havde butikken dengang, var klar til at give den videre, og Annie og Poul Erik Vingum var klar til at overtage.
Derfor byttede de to familier bolig, og eventyret som legetøjssælgere begyndte.
- Det har været nogle dejlige år, men når jeg kigger tilbage i bakspejlet, så kan jeg ikke forstå, at jeg kunne få tiden til at slå til i begyndelsen. Der kom et lille barn, Poul Erik var fem måneder på skole i København, og samtidig skulle jeg have butikken her. Så det var nogle hektiske år, men også dejlige, siger Annie Vingum.
For børnene har det også altid været en leg, når forældrene har boet og arbejdet i samme bygning. Både med alle de spændende ting på hylderne, men også tiden i hjemmet.
- Der har aldrig været et behov for at sende dem afsted i SFO klokken 7 om morgenen, vi har været hjemme og kunnet passe dem, og vi var her også efter skole, når de kom hjem, siger Poul Erik Vingum.
Nu er børnene blevet så store, at det er børnebørnene, der har disse glæder. Men alting har en ende, også livet i legetøjsbutikken.
- Jeg bliver 71 år næste gang, så vi kunne måske godt trække det et par år, men vi synes ikke, vi gider mere, siger Poul Erik Vingum.
Derudover kan de mærke det stigende pres fra internethandlen, og kravene til at drive butik er blevet større.
Leg i udvikling
Som tiderne skifter, skifter interessen for legetøj også. De har haft alverdens sager på hylderne, og noget har varet ved.
- Yoyoen har været fremme altid. Mange ved, at der på de rigtig gode stod Fanta og Coca-Cola på, de var supergode, men jeg ved ikke, om de bliver lavet mere, siger Poul Erik Vingum.
Det er ikke kun tendenserne, der har ændret sig med tiden. Den måde børn leger på i dag ser også anderledes ud.
- Alting går jo hurtigere i dag, fordi de skal nå igennem alle de samme ting og måske også lidt mere. Og så er de jo noget yngre, når de holder op med at lege, siger Annie Vingum.
Hun oplever, at børn blandt andet får Barbie-dukker tidligere, og at der er gået mere mode i legetøj, som ofte også er baseret på film, serier eller spil.
Mere tid som pensionister
De har endnu ikke sat en slutdato på livet i butikken, de afventer og ser, hvordan salget går den næste tid, og hvad der så skal ske.
- Vi har ikke lagt de store planer, men der har været utroligt mange ind og sige: 'bare vent, vi har aldrig haft så travlt som nu, hvor vi er pensionister.' Så jeg tror da helt sikkert, vi finder noget at udfylde tiden med, siger Annie Vingum.
Butikkens humørspreder Poul Erik Vingum har dog mange vittigheder, han er vant til at give kunderne med på vej ud af døren, som han helst ikke skulle brænde inde med.
- Vi joker lidt med, at så må han sætte sig hen på torvet og fortælle lidt og trylle lidt for børnene, siger Annie Vingum.