De arbejdede hele natten, mens motorvejen var spærret

Udgivet

Natten til søndag blev E45 lukket i 16 timer, mens en motorvejsbro skulle fjernes. Arbejdet er en del af udvidelsen af motorvejen fra fire til seks spor.

Mens trafikanter måtte finde andre veje lørdag nat, brugte Vejdirektoratet, maskinførere og hjemmeværnet mange timer ved E45.

Motorvejen var spærret mellem afkørslen ved Hornstrup og Hedensted, mens en motorvejsbro skulle rives ned.

- Det er altid en spændende opgave, for når vi skal have spærret motorvejen, er det en helt særlig udfordring, og tingene skal simpelthen bare være planlagt ned i mindste detalje, siger John Kjærsgaard, projektchef hos Vejdirektoratet.

John Kjærsgaard er projektchef for hele udvidelsen af motorvejen.

Han var én af mange på stedet lørdag aften, der skulle sikre, at det hele gik efter planen.

Et stort arbejde

Frem til 2027 skal trafikanter på motorvejsstrækningen mellem Vejle og Skanderborg væbne sig med lidt ekstra tålmodighed. Motorvejen skal udvides med et ekstra spor i begge retninger, og det kræver lavere hastighedsgrænser og til tider afspærringer.

- Jeg tror ikke, vi har haft nogle projekter, hvor vi har fjernet så mange broer i ét projekt, siger John Kjærsgaard.

Det betyder, at motorvejen bliver spærret yderligere seks gange i forbindelse med nedrivning af broer langs E45.

Video: Vejdirektoratet.

Broen ved Hedensted, der lørdag nat blev revet ned, er blot en af otte broer, der skal fjernes for at gøre plads til de nye motorvejsspor.

De seneste 12 måneder er der blevet bygget en ny bro ved siden af, som stod klar til at erstatte broen fra 1987.

- Broen, der blev bygget dengang, var ikke forberedt til at udvide motorvejen. Vi har undersøgt, om det på nogen måde kunne lade sig gøre at beholde broen, men vi kom frem til, at den rigtige løsning var at rive broen ned og bygge en ny, siger John Kjærsgaard.

Hjemmeværnet fik ledet billisterne af motorvejen.

Mens motorvejen var spærret, skulle trafikanterne ledes væk fra vejen i begge retninger, og det krævede trænet mandskab.

På vagt hele natten

Ved motorvejsafkørslerne stod Hjemmeværnet for at hjælpe trafikken med at glide og for at undgå kø på motorvejen.

- Det er fedt at komme ud til noget, hvor man kan blive brugt. Dét at komme ud, og samfundet har brug for en, når man kommer og skal løse en opgave. Det er da det, der gør, at det betyder noget, siger Mads Justesen, delingsfører, politihjemmeværnet i Vejle.

Vejarbejde på E45

Vejarbejdet langs E45 begyndte tidligere i år og dækker over tre strækninger.

Det drejer sig om Sønderjyske Motorvej ved Kolding, Østjyske Motorvej på strækningen Vejle - Skanderborg og strækningen Aarhus S – Aarhus N.

Går alt efter planen, forventer Vejdirektoratet, at motorvejen står klar med seks spor i 2027.

Han er vant til at få trafikken til at glide på vejene sammen med andre fra Hjemmeværnet, men det er sjældent, de står ved en helt spærret motorvej.

- Hvis vi ikke havde stået her, så var det politiet, der skulle har stået her, og det har de jo ikke ressourcer til. Så var det blevet helt kaos, og så kunne det være endt i færdselsuheld og lignende. Så på den måde er det jo godt, siger han.

Mads Justesen havde overblikket på opgaven lørdag nat.

Der var mest travlt, da vejen blev spærret klokken 17, så de ville drosle ned i løbet af natten, så ikke alle skulle bruge 16 timer på vagt.

Flere afspærringer i fremtiden

Selvom motorvejsbroen er fjernet, betyder det ikke, at der ikke kommer nye afspærringer. Yderligere seks broer skal fjernes, når motorvejen skal udvides.

- Man kan forvente, at der i løbet af næste år vil være anlægsarbejde i gang på stort set hele strækningen. Så man kan forvente, at der vil være 80 kilometer i timen og indsnævrede kørespor og trafikværn i siden af vejen, siger John Kjærsgaard.

Derfor skal man være ekstra opmærksom, når man kører på motorvejen.

- Planen er, at motorvejen er udbygget til seks spor ved udgangen af 2026 og om det lige bliver 31. december, kan jeg ikke sige, fortæller han.

Efter 175 år er genial krigssejr stadig en del af en hel bys DNA

Foto: Fredericia Museum
Udgivet

I disse dage fejrer Fredericia 175 års jubilæum for slaget mod de slesvig-holstenske soldater i et borgerkrigsramt Danmark.

Lørdag står Fredericia på den anden ende. Byen fejrer 175 års jubilæet efter slaget mod de slesvig-holstenske tropper i et Danmark, der i tre år havde været plaget af borgerkrig.

6. juli-dagene skydes i gang med kanosalutering tidligt om morgenen. Fotoarkiv. Foto: Fredericia Kommune

Hvis man skruer tiden 175 år tilbage til klokken 01 om natten mellem den 5. og 6. juli 1849, begyndte det, som eftertiden betegner som et af de mest berømte danske slag. Danskerne gik til angreb mod de slesvig-holstenske soldater, som havde belejret Fredericia i næsten to måneder.

Men hvad fjenden ikke vidste, var, at snarrådige generaler havde udtænkt en krigsstrategi, som aldrig var set før, og som skulle vise sig at blive altafgørende for Fredericia og slutningen på den 1. Slesvigske Krig nogle dage senere.

Overgeneral Bülow var en af hjernerne bag slaget ved Fredericia den 6. juli 1849.

- Den danske hær var i 1849 slet ikke stærk nok til landkrig mod en slesvig-holstenske hær, der var dobbelt så stor som den danske og støttet af den preussiske hær, fortæller Karsten Merrald Sørensen, der er historiker og direktør ved Fredericia Museum.

Derfor skulle der kreative krigsstrategier til.

Fredericia efter slaget den 6. juli 1849.

I Fredericia opholdt der sig ifølge historikeren i foråret og frem til dagene før den 6. juli 'kun' omkring 5000 danske soldater. Alt for få mod de omkring 14.000 slesvig-holstenske soldater, som havde omringet fæstningsbyen uden for Fredericias volde i flere måneder.

Men i dagene op til den 6. juli lykkedes det, uden at fjenden opdagede det, at få fragtet omkring 20.000 danske soldater blandt andet fra Helgenæs på Mols og Als via Fyn til Fredericia og smuglet dem ind i fæstningsbyen.

Historien er fortsat meget levende i Fredericia. Voldanlægget eksisterer næsten om det stod under slaget i 1849 og benyttes flittigt af fredericianere. Foto: Fredericia Kommune

- Det skete ved, at man simpelthen narrede den slesvig-holstenske hær, forklarer Karsten Merrald Sørensen.

De fremmede soldater var fulgt med generalmajor Rye og hans tropper op i Jylland, så de var langt fra Fredericia. Og ved Als befandt sig en tilsvarende flok slesvig-holstenere over for generalmajor de Mezas danske tropper.

Uden fjendens viden gik generalmajor Rye og 4000 af hans soldater ombord på et skib ved Helgenæs og sejlede tilbage ned langs kysten, hvor de gik i land på Fyn. Generalmajor de Meza lavede tilsvarende manøvre - og tog 5000 mand af sine tropper og sejlede også mod Fyn.

Herfra blev de alle fragtet fra Strib ved Middelfart og den korte vej over Lillebælt til Fredericia, hvor de kunne gå i land inden for voldene - altså lige midt i byen og ude af syne for slesvig-holstenerne.

Generalmajor de Meza førte 5000 af sine danske tropper fra Als til Fyn, hvorfra de blev sejlet direkte ind i Frederica by - ude af syne for den slesvig-holstenske fjende. Foto: Fredericia Museum

- Det var og er stadig en militær genistreg udtænkt af overgeneral Frederik Bülow sammen med blandt andet generalmajor Rye og generalmajor de Meza, siger Karsten Merrald Sørensen.

Fredericia ligger ved det absolut smalleste stykke ved Lillebælt, og der er kun få kilometer til Fyn, hvor man uset kan sejle helt ind i byen.

Historierne går på, at for fjenden ikke skulle kunne høre de mange soldater i byen, lagde man halm i gaderne, for at de slesvigske-holstenske soldater ikke skulle opdage, at der var kommet så mange kampduelige mænd inden for voldene.

- En anden genistreg, udtænkt af Bülow, de Meza og Rye og nogle af de andre øverst befalende, var, at de ville angribe om natten, hvilket i 1849 var helt uhørt. Det betød, at de danske tropper i ly af mørket stormede ud af voldens porte og angreb fjenden.

De historiske begivenheder i Fredericia den 5. og 6. juli 1849

Der var borgerkrig i Danmark, da fyrstendømmerne Slesvig og Holsten ønskede at løsrive sig for at blive en del af det tyske forbund.

Slesvig-holstenerne hentede støtte hos kongen af Preussen og i den tyske forbundshær.

I forsommeren 1849 havde slesvig-holstenerne i flere måneder belejret fæstningsbyen, da den danske overkommando besluttede at samle den størst mulige styrke bag Fredericias volde for at angribe de fjendtlige styrker, der lå omkring byen.

Tidligt om morgenen den 6. juli 1849 blev der udkæmpet et blodigt slag om Fredericia.

Aftenen før juli forberedte man angrebet, og lidt efter midnat rykkede soldaterne ud. Det var en hård kamp, men det lykkedes den danske hær at slå fjenden tilbage og på flugt.

I fæstningen var der ca. 24.000 danske soldater, og heraf skulle de 19.000 i kamp.

Fjenden rådede over ca. 14.000 mand.

De danske tab var på omkring 1.850 faldne og sårede.

Krigergraven i Kongensgade i Fredericia med navnene på 500 faldne soldater fra før og under slaget.

Kilde: Fredericia.dk

Genial krigsførelse

Efter hårde og lange kampe blev slesvig-holstenerne tidligt på morgenstunden den 6. juli drevet på flugt og belejringen ophævet. Overraskelsesangrebet virkede, og selvom begge sider led store tab, blev det til en historisk sejr for den danske hær.

Mere end 20.000 danske soldater havde gjort deres pligt i en snedig udtænkt militærisk manøvre.

General Oluf Rye blev skudt ved slaget i Fredericia den 6. juli 1949. Foto: Fredericia Kommune

- Det er genialt tænkt og et klasseeksempel på, hvordan man skal udføre sådan et angreb i en situation, hvor den danske hær slet ikke var stærk nok til en landkrig, fortæller Karsten Merrald Sørensen.

- Desuden er det her, at byen virkelig foldede sit potentiale som fæstningsby ud. Den virkede simpelthen, som den var tænkt af kong Frederik den 3. i 1650 - 200 år før slaget den 6. juli i 1849.

Fredericia Fæstning 1819. Foto: Fredericia Museum
Overgeneral Bülow under slaget ved Fredericia i 1849. Foto: Privatfoto

175 år efter fester de fortsat i fæstningsbyen

Dén sejr har man stort lige siden i dagene omkring den 5. og 6. juli fejret i Fredericia.

- Det er vildt, at vi her 175 år efter fortsat har den fejring, og det kan vi kun, fordi den er blevet en meget vigtig del af byens DNA og identitet, som er meget forståelig og nærværende for byens borgere, mener Karsten Merrald Sørensen.

Fejringen af 6.-julidagene har kun været afbrudt af coronapandemien i 2020, og så i to år under 2. Verdenskrig.

Hvert år den 5. juli om aftenen er der fakkeltog i Fredericia, som flere hundrede mennesker deltager i. Foto: Fredericia Kommune

- For mig som historiker er det fantastisk at se, at folk i alle aldre deltager i de forskellige arrangementer, og hvor der altid er i hundredevis af mennesker på gaderne, siger Karsten Merrald Sørensen.

Soldater klædt i uniformer fra 1849 går her i sørgemarchen, som undervejrs skifter til sejrsmarch. Undervejs spilles musik, synges sange og holdes taler. Frem til Krigergraven er processionen en sørgemarch, der føres an af soldater fra garnisionen. Sørgemarchen afsluttes med en tale ved Krigergraven, der er et gravmonumentet for de soldater, som faldt under slaget i 1849. Herefter fortsætter processionen som sejrsmarch. Undervejs gøres der holdt ved Landsoldaten, hvor en indbudt gæst holder tale, inden processionen ender tilbage ved Bülows Plads.

- Og her er jeg sikker på, at den fysiske kulturarv også betyder meget for det nære tilhørsforhold til den 6. juli-fejringen. Du kan jo den dag i dag bevæge dig rundt på voldene omkring byen, gå ind i centrum via Prinsens Port i voldanlægget, som er bevaret, og statuen 'Den tapre landsoldat' står lige foran den gamle port i volden, som et minde om verdens første monument for den menige soldat. Den slags er sindssygt stærke symboler, og det er med til at bevare og markere den vigtige historiske begivenhed i Fredericia.

Den 6. juli er der hvert år første en sørgeprocessioner til ære for de faldne soldater, som går over i en og sejrsprocession - her deltager både værnepligtige soldater og alle med lyst til at gå i processionerne. Foto: Fredericia Kommune

Massive mængder regn og stærk storm ramte regionen

Udgivet

Syd- og Sønderjylland blev lørdag aften og nat ramt af stærk storm og store mængder regn. Få overblikket her.

På Rømø blev der målt vindstød på 30,9 m/s. Det betegnes som stærk storm og er dermed de stærkeste juli-vinde i 26 år. Gårsdagens voldsomme vejr har givet udfordringer i store del af regionen.

Vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Jacob Matthiesen fortæller, at man i løbet af lørdag aftenen fik omkring 50 opkald vedrørende stormvejret.

- Det drejer sig om en del væltede træer, men noget af det er også skilte, der er væltet. Butiksskilte og sådan noget, siger han til Ritzau.

Der er ikke sket nogen færdselsuheld som følge af de væltede træer, understreger vagtchefen.

Jonas Olsens æbletræ måtte lægge sig på græsset efter lørdagens uvejr. Han har taget fotoet ved Gredsted ved Ribe.

Kraftig nedbør ved Haderslev

Ulla Post fra Starup ved Haderslev har sendt videoen herunder til TV SYD. Hun har målt nedbør i en mængde, der er tæt på skybrud.

- Indtil videre har vi fået 34 mm i dag (red. ved 18-tiden). Denne byge på ca. ti minutter gav 13 mm regn, skriver hun til TV SYD.

Ved Flyvestation Skrydstrup viser DMIs officielle målinger, at der i tidsrummet 14.30 til 15.00 faldt 11,6 mm regn. Det er tæt på at være et skybrud, da det betegnes ved 15 mm nedbør på 30 minutter.

Blæsten ramte vestkysten hårdest

På vestkysten kender de til blæst og storm. Men vindstød tæt på orkanstyrke hører dog til sjældenhederne i sommermånederne. Ved kysten blev der målt vindstød kategoriseret som stærk storm. Der blev dermed ikke målt vindstød af orkanstyrke, som der var varslet.

Så kraftig var vinden

Flere steder i Syd- og Sønderjylland var vinden så kraftig, at det var tæt på vindstød af orkanstyrke. Dog holdt hastighederne sig under 32,6 m/s, svarende til 117 km/t, der kategoriseres som vindstød af orkanstyrke.

  1. Røme/Juvre 30,9 m/s

  2. Kegnæs Fyr v. Sønderborg 29,3 m/s

  3. Blåvandhuk fyr 28,8 m/s

  4. Flyvestation Skrydstrup 24,7 m/s

  5. Esbjerg Lufthavn 24,7 m/s

  6. Kolding Lufthavn 23,7 m/s

  7. Sønderborg Lufthavn 21,6 m/s

  8. Store Jyndevad 20,6 m/s

  9. Billund Lufthavn 19,5 m/s

Kategorier af vindstød:

Storm er 24,5- 28,4 m/s

Stærk storm er 28,5 - 32,6 m/s

Orkan er over 32, 7 m/s

Solveig Jensen har sendt denne video herunder. Hun skriver, at de målte 18 mm regn på under et kvarter i Løgumkloster.

Lone Rytter optog denne video ved Møgeltønder lørdag eftermiddag.

Dit digitale aftryk

Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her

Nødvendig cookies

Navn Udbyder
CookieConsent tvsyd.dk
__whplayCrate tvsyd.dk
__whseenVerticalVideosCrate tvsyd.dk
frequencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyCategoryV2 tvsyd.dk
recencyLastVisitV2 tvsyd.dk
visitHistoryFrequencyV2 tvsyd.dk
visitedPagesV2 tvsyd.dk

Funktionelcookies

Navn Udbyder
JSESSIONID LinkedIn
bcookie LinkedIn
bscookie LinkedIn
csrftoken instagram.com
lang LinkedIn
li_gc LinkedIn
lidc LinkedIn

Markedsføringcookies

Navn Udbyder
LAST_RESULT_ENTRY_KEY YouTube

Præferencercookies

Navn Udbyder
NID Google

Statistikcookies

Navn Udbyder
_cb Chartbeat
_cb Chartbeat
_cb_expires Chartbeat
Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref Chartbeat
_cb_svref_expires Chartbeat
_cbt Chartbeat
Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2 Chartbeat
_chartbeat2_expires Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4 Chartbeat
_chartbeat4_expires Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp Chartbeat
_v__cb_cp_expires Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3 Chartbeat
_v__chartbeat3_expires Chartbeat
ebx_webtag_ Echobox
userId tvsyd.dk

Brugeroplevelsecookies

Navn Udbyder
sp_landing spotify.com
sp_t spotify.com
tableau_locale public.tableau.com
tableau_public_negotiated_locale public.tableau.com