100 både fik klippet ledninger - nu sætter havne overvågning op
Både i Juelsminde og Haderslev sætter lystbådehavnene overvågning op for at dæmme op for særlige tyverier.
Forlængerledninger er i høj kurs i Juelsminde og Haderslev for tiden. Både hos tyve og bådejere.
I løbet af de seneste uger har ukendte gerningsmænd klippet de forlængerledninger, der førte strøm op i bådene, over. Det er sket for 75 både i Juelsminde og for 25 i Haderslev.
Derfor har havnene i de to østkystbyer besluttet at sætte overvågningskameraer op ved de både, der er på land om vinteren.
- Som en direkte konsekvens af disse tyverier sætter vi nu overvågning op på pladsen med vinteropbevaring. Det bruger vi 10.000 kroner på, fortæller havnechef Knud Madsen fra Juelsminde Lystbådehavn.
Meldt til politiet
Havnen har meldt de 75 tyverier af ledninger til politiet, og den øgede overvågning skyldes ikke kun de seneste oplevelser, der fandt sted natten mellem den 22. og 23. november.
- Vores bekymring er jo ikke kun, at de stjæler kabler, der i sig selv ikke har nogen nævneværdig værdi. Hvis det eskalerer til, at de går ombord på bådene og stjæler andre ting eller laver hærværk, har det en langt større økonomisk konsekvens. Derfor tager vi det ekstra skridt med mere overvågning, siger havnechefen.
Også hos Haderslev Sejlforening har tyve været på spil efter forlængerledninger. Her har 25 bådejere fået kappet de forlængerledninger, som førte strøm til affugtere og batterier på bådene.
Havnen har ikke overvågning i forvejen, men installerer nu to kameraer på havnearealet for at dæmme op for tyverierne.
Beskedent udbytte
Tyvene går typisk efter de helt almindelige forlængerledninger, som ikke står i høj kurs hos skrothandlerne.
40 meter forlængerledning vejer i omegnen af to kilo uden stik.
Tropper tyvene op hos en skrothandler, får de for øjeblikket et sted mellem 16 og 18 kroner kiloet. Svarende til godt 30 kroner per ledning.
Udbyttet på havnen i Juelsminde var derfor beskedne 2.000 kr. I Haderslev noget mindre.