Tre ud af fire politikere står ved samme kølediske som vælgerne
17 ud af 25 medlemmer af Folketinget valgt i Syd- og Sønderjylland bor i valgkredsen. Det belønnes de for, mener forsker.
Socialdemokraten Jesper Petersen og Venstres Hans Chr. Schmidt er begge sønderjyder, de sidder begge i Folketinget, men de bor ikke begge to i Haderslevkredsen, hvor de er valgt.
Når Jesper Petersen står ved køledisken i supermarkedet, sker det i postnummer 2500 Valby. Når Hans Chr. Schmidt gør det samme, er det i 6500 Vojens.
Det kan være en fordel at bo i valgkredsen, fordi det signalerer, at man er områdets repræsentant
Mathias Tromborg, forsker, Aarhus Universitet
I dag tirsdag begynder et nyt folketingsår, og vi har set på, hvor de 25 folketingspolitikere valgt i Syd- og Sønderjylland bor.
Det viser sig, at næsten tre ud af fire (17) bor i valgkredsen, mens de resterende syv bor primært på Sjælland. Hvilke fordele og ulemper, der er forbundet med bopæl i eller uden for valgkredsen, har vi fået lektor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, Mathias Tromborg, til at give et bud på.
Ifølge ham viser forskningen, at vælgerne foretrækker politikere, som repræsenterer valgkredsen, frem for politikere som repræsenterer partiet.
- Det kan være en fordel at bo i valgkredsen, fordi det signalerer, at man er områdets repræsentant, men også fordi man, alt andet lige, vil have en bedre forståelse for, hvad der rører sig lokalt, siger han.
En måde at anskue det på er de personlige stemmetal. Ser man på listen over de største stemmeslugere i valgkredsen, har de syv politikere, der bor i valgkredsen, tilsammen fået næsten dobbelt så mange stemmer, som de, der ikke bor i valgkredsen, har.
53.165 kastede deres stemme efter en bosiddende kandidat, mens 31.719 stemte på en kandidat med bopæl på Sjælland.
Selvom det altså kan have positiv betydning at bo i valgkredsen, som 17 af de 25 politikere gør, så er det selvfølgelig ikke det eneste, der ifølge Mathias Tromborg har betydning.
- Pernille Vermund fik for eksempel rigtigt mange personlige stemmer, fordi hun var formand for Nye Borgerlige og derfor havde et kendt navn, selvom hun ikke boede i valgkredsen. Dét at bo i valgkredsen kan være med til at give personlige stemmer, men det er der også mange andre ting, som kan, tilføjer han.
Her bor dit folketingsmedlem
Bor i valgkredsen
Niels Flemming Hansen (Konservative), Vejle
Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Kolding
Henrik Dahl (Liberal Alliance), Ribe
Helena Hartmann Andresen (Liberal Alliance), Kolding
Peter Kofod (Dansk Folkeparti), Haderslev
Benny Engelbrecht (Socialdemokratiet), Gråsten
Anders Kronborg (Socialdemokratiet), Esbjerg
Birgitte Vind (Socialdemokratiet), Vejle
Kris Jensen Skriver (Socialdemokratiet), Grindsted
Thomas Monberg (Socialdemokratiet), Horsens
Anni Matthiesen (Venstre), Grindsted
Hans Christian Schmidt (Venstre), Vojens
Henrik Frandsen (Moderaterne), Skærbæk
Mette Kierkgaard (Moderaterne), Ribe
Kenneth Fredslund Petersen (Danmarksdemokraterne), Give
Karina Adsbøl (Danmarksdemokraterne), Kolding
Hans Kristian Skibby (Danmarksdemokraterne), Tørring
Bor uden for valgkredsen
Lotte Rod (Radikale Venstre), København
Søren Egge Rasmussen (Enhedslisten), Aarhus
Jesper Petersen (Socialdemokratiet), Valby, København
Troels Lund Poulsen (Venstre), Tølløse
Christoffer Aagaard Melson (Venstre), København
Christian Rabjerg Madsen (Socialdemokratiet), Hvidovre
Søren Espersen (Danmarksdemokraterne), Næstved
Pernille Vermund (Nye Borgerlige), Nordsjælland (Snekkersten)
Vigtigt at passe sit bagland
Når han flere gange i måneden er hjemme i valgkredsen, rykker han ind på sit gamle værelse hos sine forældre i Hammelev. Herfra holder han kontakten med sit bagland i form af fagforeninger, virksomheder og alt fra frivillige foreninger til lokalpolitikere.
- Det har altid været vigtig del af mit arbejde at passe mit bagland. Så det handler i sidste ende om, at vælgerne synes, at man kan repræsentere dem. Og det har de tilsyneladende været enige i siden 2007, siger Jesper Petersen, der i en alder af 42 år snart har siddet på Christiansborg i 16 af dem.
Jesper Petersen (S)
Parti: Socialdemokratiet
Siddet i Folketinget siden 2007 (16 år)
Alder: 42 år
Bor i Valby, København
Stammer fra Hammelev ved Vojens
Tidligere uddannelses- og forskningsminister
8.701 personlige stemmer ved seneste folketingsvalg i 2022
En af seks Socialdemokrater valgt i Sydjyllands Storkreds
Kandidat for Socialdemokratiet i Haderslevkredsen fra 2014
Han har valgt at bo i København, fordi det er her, han har sin familie med kone og to børn.
- Jeg tager mig selv i hver anden måned at kigge på boligannoncer i Sønderjylland, men vender tilbage til, at jeg vil være en del af hverdagen i min familie. Vi har indrettet os sådan, at jeg også kan aflevere til sport og i institution, så min kone ikke skal stå med det hele, forklarer han.
Stemmeslugere folketingsvalg
Top 10 stemmeslugere i Sydjyllands Storkreds ved folketingsvalget 2022
1: Pernille Vermund (Nye Borgerlige) - 15.375 personlige stemmer
2: Benny Engelbrecht (Socialdemokratiet) - 10.657 personlige stemmer
3: Anni Matthiesen (Venstre) - 9.540 personlige stemmer
4: Jesper Petersen (Socialdemokratiet) - 8.701 personlige stemmer
5: Christian Rabjerg Madsen (Socialdemokratiet) - 7.643 personlige stemmer
6: Anders Kronborg (Socialdemokratiet) - 7.407 personlige stemmer
7: Birgitte Vind (Socialdemokratiet) - 7.116 personlige stemmer
8: Christoffer Aagaard Melson (Venstre) - 6.460 personlige stemmer
9: Henrik Frandsen (Moderaterne) - 6.206 personlige stemmer
10: Henrik Dahl (Liberal Alliance) - 5.779 personlige stemmer
Hans Chr. Schmidt bor, hvor vælgerne bor
Ti minutters kørsel fra Jesper Petersens fødehjem i Hammelev bor Venstres Hans Chr. Schmidt.
Da han for knap 30 år siden blev valgt ind i Folketinget for første gang, skulle han tage stilling til, hvor han ville bo. Ville han pendle de 270 kilometer mellem hjemmet i Vojens og Christiansborg, eller bare flytte til København med kone og to børn? Han valgte Vojens.
- Jeg synes, man skal bo der, hvor man er valgt. Jeg synes, det er rart for vælgerne at vide, at jeg også bor, hvor de gør, siger han.
Ved seneste valg fik Hans Chr. Schmidt 5.084 personlige stemmer og blev dermed en af tre Venstrefolk valgt i Sydjyllands Storkreds.
- Mit indtryk er, at jeg oplever tingene, når man bor der. Jeg kan se tingene: Det kan være en rundkørsel eller noget andet konkret. Jeg kender folkene, og de kender mig, begrunder han sit valg med.
Hans Chr. Schmidt (V)
Parti: Venstre
Siddet i Folketinget siden 1994 (29 år)
Alder: 70 år
Bor i Vojens
Minister i fire omgange:
Transport- og bygningsminister
Transportminister
Fødevareminister
Miljøminister
5.084 personlige stemmer ved seneste folketingsvalg i 2022
En af tre Venstrefolk valgt i Sydjyllands Storkreds
Kandidat for Venstre i Haderslevkredsen fra 2007
Da han i 1994 blev valgt ind i Folketinget for første gang, skulle de folkevalgte selv skaffe en bolig i København. I dag råder Folketinget over 90 lejligheder, som stilles til rådighed for medlemmer med fast bopæl uden for Sjælland. En af dem bor Hans Chr. Schmidt i, når han er i København.
Venstremanden ser kun fordele ved at bo i valgkredsen.
- Jeg kommer tæt på de mennesker, jeg kender eller som stemmer på mig. Det er nu en gang vælgerne, der bestemmer. Jeg har ikke undersøgt det, men jeg kender ingen på Christiansborg, der bor i Jylland og er opstillet i København, siger han.
Kendsgerningen er, at både Jesper Petersen og Hans Chr. Schmidt har formået at sikre sig stemmer nok til en plads i folketingsalen valg efter valg. Ligegyldigt hvor supermarkedets køledisk står.